Når skolegården skælver

En hel måned i selskab med Fupz’ forfatterskab og tre lærerstuderende i 9. klasse sluttede i fredags. Det har været sjovt. Og travlt. Og ikke mindst lærerigt. Jeg er glad for at have praktikanter. Det giver mulighed for at se mine klasser fra nye sider, når det ikke er mig, der står bag katederet. Og så kommer de altid med noget nyt, der udfordrer min måde at undervise på. Det er jo ikke ligefrem fordi, efteruddannelse for folkeskolelærere hænger på træerne. Og der har været gang i den. Bl.a. har jeg talt læringsmål, så jeg var helt blå i hovedet. 

Læringsmålene var også helt tydelige for den sidste del af forløbet om Fupz’ forfatterskab. Der var billedbøger og oplæsning på programmet, og målene blev gennemgået på tavlen. Eleverne så godt nok lidt blanke ud i øjnene imens, men der var da ikke tvivl om, at de efter forløbet både ville være bevidste om deres kropssprog og forskellige udtryksformer som artikulation og tempo, og hvad ved jeg. Meget fint. Og så blev eleverne delt op i grupper, der øvede oplæsning og gav hinanden feedback på arbejdet. De fleste lavede det, de skulle, og en tilfældig gruppe blev udtaget til prøveoplæsning for hele klassen. Hold op, hvor der blev grinet, da en af klassens store drenge jamrede sig gennem fødselsscenen i ”Manden og damen og noget i maven”, hvor et par fra Herlev, der er vildt glade for at kysse, pludselig venter en lille. De ender med at få en abe.

Fredag formiddag gik vi så i samlet trop over i første klasse, hvor eleverne var noget så små og søde. Lidt kaos var der dog. En havde glemt sin bog, og et par stykker, var slet ikke mødt op. Amani blandt andet. Hun ringede til en af de andre piger, mens vi var på vej over mod indskolingen. Hun havde sovet over sig. Og så så var det hun tænkte, om vi ikke lige kunne vente på hende?

-Kan vi det? spurgte veninden og så på mig. Og jeg så lærergnaven ud, og sagde, at det kunne vi selvfølgelig ikke, når der sad en hel klasse og ventede på os. Og så tilføjede jeg, at hun skulle se at få lidt fut i fejemøget. En af de søde praktikanter tilføjede, at der jo heldigvis var lidt ventetid… Jeg sagde -Hm.

De små var meget forventningsfulde og blev fordelt mellem de lidt betuttede 16-årige, der stod og vendte deres billedbøger i hænderne. De var ikke helt så kæphøje, som de ellers kan være. Til sidst sad der en lille gruppe på tre elever tilbage.

-I må gøre det, så godt I kan, sagde klasselæreren til de to elever, der stod klar til at læse op. -Muna kan ikke dansk endnu. En lille pige med brune fletninger så med store øjne på sine to sidemænd. Og så rejste hun sig og gik med dem ud og tog også sin jakke på. Læreren forklarede eleverne, at Muna var fra Syrien, og at hun næsten lige var kommet. De nikkede. Og jeg kom pludselig i tanke om Amani, der sad i en bus et eller andet sted. Og så gik det hurtigt. En klassekammerat ringede til hende.

-Skynd dig. Du skal komme NU! Vi har BRUG for dig. Lige nu…

Ikke mange minutter efter kom Amani galopperende gennem skolegården. Hun så fantastisk ud som sædvanlig. Fuld makeup, og en alt for tung skuldertaske dinglede efter sig. Men hun havde forstået alvoren. Der var nogen, der havde brug for hende. Hun smed tasken og bukkede sig ned og hilste på Muna på arabisk. Og så foldede magien sig ud for øjnene af os lærere og praktikanter, der bare kunne trække os et par skridt væk og se til.

En lille pige, der allerede havde oplevet langt værre ting, end vi andre nogensinde kan forestille os, sad i forårssolen tæt op af en pige, der læste Kim Fupz højt på arabisk. De smilede begge to. Amani pegede, sagde ordene på arabisk og så på dansk. Og Muna så på hende og gentog. Det var ikke alene rørende. Det var et storslået øjeblik, af den slags, man som lærer gemmer allerinderst inden. Altid. Og jeg glemte heldigvis at krydse af, om Amani havde opfyldt sine læringsmål. Det havde hun ikke. Men for pokker, hvor var det mange gange større, det der skete i mødet mellem de to piger den formiddag. Og Amani har lovet Muna og hendes klasselærer at komme tilbage snart. Det får hun lov til.