Blog
Noget om tønder...
Forleden faldt jeg i staver. Ligesom en tønde gør, når den tørrer ud. Falder i staver. Egentlig stod jeg og lavede mad, da en stemme på tv’et, som kørte et eller andet sted i baggrunden, sagde nogle virkelige pæne ting om skolelærere, og de ord fandt vej til mine ører, mens jeg stod der og rørte i en gryde. Og det er man jo ikke ligefrem vant til; at folk i den bedste sendetid siger pæne ord om lærere. Jeg lagde grydeskeen fra mig og skruede ned for komfuret. Og så listede jeg ind foran fjernsynet, hvor hvor den selv samme far uddybede det synspunkt, at hans søn ikke skulle medvirke i et politisk projekt, som de nationale test i hans optik er. Så kunne de lige så godt holde fri og spille pokémon.
Og måske er det bare sådan noget, der sker, når potten bliver for stram? Nogle planter går ud. Andre sprænger sig vej igennem. Vi ser, at nogle forældre vælger andre skoleløsninger til deres børn. Andre gør som Jeppe Søe, og tager kampen op inden for rammerne, fordi man i bund og grund er glad for både skolen og klassen og lærerne. Vi ser lærere, der smider håndklædet i ringen og går, fordi de ikke kan se sig selv navigere i meningsløsheden, mens andre bliver og finder veje og løsninger, der får hverdagen i klasselokalerne til at hænge sammen på en eller anden måde.
Men i hvert fald, falder ting fra hinanden, hvis de ikke giver mening. På den værdimæssige slagmark, hvor der i disse år udkæmpes sværdslag om, hvad der er den rigtige opfattelse af virkeligheden, er der trods alt nogenlunde konsensus om, at folkeskolen er vigtig i forhold til at skabe gode borgere. Men enigheden om, hvad en god borger er, findes den? Og det er måske i virkeligheden omdrejningspunktet.
Vi ved reelt ikke, hvad fremtiden byder på. Vi kan have nogle bud på det, men vi ved det ikke. Mange mener dog, at en af de vigtigste kompetence bliver, at man kan lære, aflære og lære igen. Og det forlyder også, at det nok er en god ide, at vi bliver i stand til at tænke nyt, for at finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor.
Jeg er hverken forsker eller i stand til at spå om fremtiden. Jeg er menneske først og fremmest. Og så er jeg lærer. Og jeg har brugt så meget af mit liv på at arbejde med mennesker, at jeg ved, at vi er komplekse. Og at det er vigtigt at møde andre ligeværdigt og der, hvor de er. Jeg ved også, at Løgstrup havde ret, når han siger, at vi holder et andet menneske i vores hænder. Men når jeg citerer ham, betyder det ikke, at jeg stille lave krav, eller mener at faglighed er noget pjat. Tværtimod.
Jeg lytter meget gerne til forskere og folk, der ved noget om fag og fremtid, og jeg forsøger også gerne at leve op til de krav, jeg bliver mødt med. Men jeg ved, at hvis vi vil have kreativitet, innovation og medborgerskab, bliver vi nødt til at indrette skolen, så den skaber rammer, der stimulerer dette. Præstationskultur og 0-fejlskultur og enøjet fokus på fagenes nytteværdi skaber ikke innovation. Tværtimod. Og hvad værre er, så er vi ved at opbygge et samfund, hvor et stigende antal unge ikke trives, og flere melder sig helt ud, fordi de ikke kan præstere.
Hvis vi alle sammen melder os ud, så falder det hele fra hinanden. Som en tønde, der er tørret ud. Man siger, at tomme tønder buldrer som mest. Men det må altså være inden, de falder i staver…