Overlærerens håndbog i overlevelse

Maj måned er tidlige morgner, hvor man vågner midt i en drøm, bedst som man ellers stod og skrev med hvidt kridt på en gammel, grøn tavle. Og lige når kridtet knækker på tavlen, kommer man i tanke om, at man ikke fik fundet det der uddrag af Pelle Erobreren, man ellers havde lovet at finde til Gustav, der skal op i et maleri, og jo mangler et oplæsningsstykke.

Så slår man dynen til side og lister ud og tænder kaffemaskinen, mens resten af familien sover trygt. Og der dufter af regnvåd morgen, når man åbner terrassedøren, og der er så stille. Og så finder man det tekstuddrag, når man nu alligevel er oppe og i gang. Sådan er maj.

Og nu strutter den første flødehvide skærm på hylden. Og jeg er lidt skæv i betrækket og har pakket alle synopser fint i en mappe til censor, så de kan komme af sted til tiden. Som jeg har gjort så mange gange før. Og hvad er status så på året, der gik?

Jo, det ser ud som om, jeg kom igennem det, kan jeg konstatere med undren. Og hvordan skete det så lige?

Overskriften på skoleåret 2015/2016 kan passende blive: "Så må man jo sætte ambitionsniveauet lidt ned". Sagt med forståelse og dæmpet stemme. Gang på gang. Også af mig selv. Til mig selv. Fx når jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at mine elever får ufatteligt meget udbytte af min evaluering af deres skriftlige opgaver, som jeg ikke rigtig er så stolt af længere. Før i tiden fik de individuelt udarbejdet feedback og skræddersyede opgaver, der tog udgangspunkt i deres eget skriftlige arbejde. Så lavede de opgaverne, og returnerede dem til mig, der så rettede igen.

Nu løber elevernes øjne ned over feedback-arket med mine fortrykte og afkrydsede felter, og blikket lander hastigt på karakteren. Så bliver det hele puttet i tasken. Og de ser aldrig på det igen. Men man må jo sætte ambitionsniveauet lidt ned.

Også med hensyn til de undervisningsforløb, jeg plejede at lave til klasserne. Forløb, der tog udgangspunkt eleverne. Som den gang, jeg lavede teater med 8.b, og vi endte med at spille fem dage på Folketeatret. Hele klassen foran rigtigt, ægte publikum. Vi brugte timer og dage på det forløb. Det var helt vildt og fantastisk. Eller den gang jeg arbejdede med computerspil med 8.O, der endte med at programmere deres eget spil og optræde med det på en spil-messe. Those were the days. Og de er long gone.

Til gengæld har det været læringsplatformenes og undervisningsportalernes gyldne år. Året, hvor jeg kunne kaste mig ind i klassen og klaske min computer i docken, og få gennet tropperne på plads, samtidig med at jeg blæste de fortrykte læringsmål op på smartboardet. Og så kørte vi ellers. Og et eller andet sted undervejs, tror jeg, jeg falmede. Jeg mistede min saft og kraft, og føler mig i hvert fald underlig tandløs, som jeg sidder her og ser på mit pensum, der ser blodfattigt ud på tryk.

Det er ikke portalernes skyld. Det er det ikke. De har reddet mig mere end en gang, men jeg har ikke haft fokus på kvalitet, æstetik, udvikling og dannelsespotentiale. Det har jeg ikke haft tid til.

Jeg kom gennem året ved at sænke ambitionsniveauet og smide kærligheden overbord! Jeg ved dog ikke, hvor langt man kan sætte ambitionerne ned, og stadig se sig selv i øjnene? Men jeg ved, at uden kærlighed, slår hjertet ikke.

På Dansklærerforeningens hjemmeside kan man hente undervisningsforløb, der forsøger at balancere både dannelse og forenklede fælles mål. De er lige til at downloade og bruge til inspiration eller som de er i undervisningen. Se mere på:

https://dansklf.dk/grundskole/nye_forenklede_f%C3%A6lles_m%C3%A5l