Verdensklasse... bob-bob...

Hvem husker ikke de nætter, hvor man stod med en veninde ude foran det lokale provinsdiskotek og klaprede tænder i nylonstrømper og hvide converse? Natbussen var kørt. Bassen dunkede stadig i ørerne, og man havde en sur smag af doven fadøl i munden, for der havde været happy hour, og man havde splejset og fået to øl for én øls pris. Den havde man så gået og truttet i en halv aften, indtil man altså skulle hjem, og altså stod der under lygtepælen og talte den fælles kassebeholdning. Når lommerne på de afklippede cowboybukser var vendt på vrangen og den samlede formue opgjort til 101 kr. og en 25-øre af den slags med hul i, kunne man praje en taxi og kaste sig ind på bagsædet.

-Hvor skal I hen? ville chaufføren spørge og se træt på os. Og så ville vi fnisende svare:

-Så langt den vej, som vi kan komme for 101,25...

Og så strøg vi gennem det klare vintermørke, indtil turen pludselig var slut, og vi måtte finde resten af vejen hjem til fods. For sådan er det; man kan komme så langt, som man kan, for 101,25.

De seneste år er løfterne om verdens bedste skole føget om ørerne på os. Vores børn skal blive de bedste, forlyder det. Og de dygtigste. Og de mest innovative. Og de skal ligge øverst på alverdens ranglister, der måler forskellige former for kundskaber. For det er vigtigt at være de dygtigste. Pyh-ha… Ind i mellem når jeg ser en tv-debat om folkeskolen, kan jeg blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg er zappet ind på en sportskanal ved et uheld? Huttelihut! Der er mål. Vi er de bedste… Alle de andre har tabt!

Og så har jeg slukket og forsøgt at overbevise mig selv om, at det da helt klart var et udtryk for verdensklasse, når jeg stadig ikke har nået at give feedback på over halvdelen af klassens opgaver tre uger efter, de er afleveret. Og der igen er to eftermiddagslektioner, jeg ikke har nået at forberede mig til, hvorfor løsningen bliver at tvangsindlægge klassen til et foredrag om Martin Andersen Nexø, og ”sætte dem i gang med at analysere” Lønningsdag –En idyl, for det kan jeg klare i søvne. Desværre har jeg aldrig været i stand til lige at ryste et stjerneløb ud af ærmet, eller lave ”quiz og byt” uden forberedelse. Men jeg kan måske nå at svare på skolepsykologens mail, mens eleverne arbejder. Og så hjælpe Mehmet, der ikke forstår teksten, hvis jeg ikke læser den med ham. Så må Sandra, der har læsevanskeligheder få hjælp i gruppen. Håber, jeg…

Og så overlevede vi alle endnu en dag. Men var jeg stolt af det? Havde jeg en god smag i munden? Og hvad med alt det, jeg ikke nåede? Alle de elever, jeg ikke nåede?

Det klinger lidt hult, det der med verdens bedste skole. De seneste år har eleverne i verdens bedste folkeskole fået langt flere lektioner. Og jeg ved godt selv, hvordan kvaliteten af de lektioner er blevet. Svaret burde give sig selv, når man ved, at antallet er lærere faldet med 14% siden 2009. Elevtallet er ikke faldet tilsvarende. Og de lærere, der er tilbage, skal ikke alene varetage det øgede undervisningstimetal; de har også fået flere opgaver. Og som om det ikke var nok, har man med finansloven for 2017 valgt at sætte kronen på reformværket ved totalt at ignorere folkeskolen.

Så aben sidder stadig ude på landets katedre, og det er stadig lærerne, der skal forsøge at realisere visionerne om verdens bedste skole og indfri løfterne om en bedre og mere varieret undervisning. Hvis man tror på, at det kan lade sig gøre, aner man ikke, hvad det vil sige at bedrive god undervisning. Så enkelt er det. Og man kan spørge sig selv, hvor længe retorikken om en skole i verdensklasse kan opretholdes, når man fra politisk hold siger et, men gør noget andet. Omkostningerne ser vi desværre først omfanget af på sigt.

Hatten af for alle de lærere, der hver dag knokler derude for at få enderne til at nå sammen. Husk, du kan kun komme så langt, som du kan. Det er ikke din skyld, at man ikke kan flyve på første klasse, hvis man kun har betalt for en busbillet. Til gengæld har vi vel så fået billigere biler nu…