Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

En tale med nytårsknald på - Forløb til samfundsfag og dansk. Også til online-brug.

Ikke et år uden en blog om nytårstaler. Igen i år er der muligheder for at bringe årets nytårstaler ind i dansk og samfundsfag, og der er en alternativ nytårstale i spil, som kan sætte knald på undervisningen. Læs med her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De kommende uger bliver anderledes. Meget anderledes. Vi er atter placeret ude bag skærmene, og vores elever er langt væk. Vi er langt væk fra klasseværelserne og den energi, vi får fra eleverne. Det føles frustrerende, og jeg vil i denne omgang holde mine meninger om fulde skemaer fra 8:00- 15:15 for udskolingsklasserne for mig selv og i første omgang gøre mit bedste for at sørge for, at undervisningen bliver så alsidig som muligt for mine elever.

Jeg har i det følgende skitserede undervisningsforløb valgt at lægge vægt på hhv. statsministerens nytårstale og nytårstalen fra rapperen Tessa, der på DR Deadline holdt en nytårstale med et lidt andet indhold, og med en anden indfaldsvinkel på stoffet, end de fleste af os er vant til. 

Forløbets grundessens er selvfølgelig at se på de to taler, og deres forskellige indhold. Vælger man, at eleverne skal skrive deres egen nytårstale, bør man både i samfundsfag og dansk tale om talens fremstillingsform, så eleverne også kan tage den del af arbejdet videre med sig, og samtidig blive bevidste om, at fremstillingsformer ikke kun er forbeholdt danskfaget, men gør sig gældende uanset, hvilket fag man skriver i. Husk det følgende er vejledende, og du vælger selv.

Disse fællesmål dækkes:

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

Samfundsfag: 

Sociale og kulturelle forhold- Eleven kan tage stilling til og handle i forhold sociale og kulturelle sammenhænge og problemstillinger. 

Samfundsfaglige metoder- Eleven kan anvende samfundsfaglige metoder. (Her specifik kildekritik samt kendskab til appelformer ved taler)

Dansk:

Kommunikation- hhv. dialog og sproglige bevidsthed, jf. elevens viden om retoriske virkemidler, tale og positionering samt elevens iagttagelse af holdninger udtrykt i sprog. 

Læringsmål:

  • Eleven kan pege på væsentlige forskelle mellem de to taler.
  • Eleven har viden om, hvordan synspunkter kan udtrykkes i tale.
  • Eleven kan pege på væsentlige hovedpunkter i de to taler.
  • Eleven kan udtrykke sit eget tilbageblik på 2020 på skrift.

En tale med nytårsknald på

  1. Se begge taler. Links findes nederst. De lægges i link på den digitale læringsplatform. Det er her min erfaring, at lyden kan være en udfordring ved skærmdeling, så lad evt. eleverne se talerne selv.
  2. Hver tale skal deles i mellemrubrikker. Lad eleverne se talerne igen, og denne gang skal de selv inddele talerne i mindre bider. Bemærk her, at Tessas tale er markant kortere end statsministerens. Arbejdet med inddeling kan også finde sted i grupper. Dette kan være en fordel, hvis man vurderer, at nogle enkelte elever kan have svært ved at overskue indholdet.
  3. Eleverne skal nu med citater vurdere, hvordan taleren omtaler de enkelte afsnit, og hvilke holdninger, der gives til kende.
  4. Tal evt. herefter med klassen om, hvilke appelformer, de to talere anvender samt om, hvem der er talernes modtagere.
  5. Lad evt. eleverne skrive deres egen klassiske nytårstale med fokus på argumenterende- og reflekterende fremstillingsformer. Eleven skal øverst angive, hvem der er talen modtagergruppe samt give talen en fængende rubrik. 
  6. Eleverne læsr nu deres taler op for den samlede klasse eller i mindre grupper på Teams. De fleste elever vil muligvis foretrække grupper, og nogen vil foretrække slet ikke at læse op, men bare aflevere teksten. 

Relevante links. 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/se-eller-laes-hele-statsministerens-nytaarstale-her

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/dronningen-af-vestegnen-giver-eliten-opsang-i-viral-nytaarstale-der-er-noget-galt-paa

(Der kan afsættes tid til den fagartikel, der knytter sig til talen. Her er interessante poiunter)

Godt nytår og rigtig god arbejdslyst derude.