Blog

Når eleverne klapper i som østers

Hvad gør man, når man har en 8. klasse i engelsk, hvor to tredjedele af eleverne klapper i som østers, når der er klassesamtaler, fordi de er bange for at fejle? Som idealistisk – og en smule naiv – nystartet lærer i 2008, måtte jeg hurtigt sande, at jeg altså ikke ændrede verden med et par motiverende skulderklap og en ugentlig filosofisk opsang i bedste Kierkegaard-stil.

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi engelsklærere ved godt, hvordan drømmescenariet ser ud. Og vi vil også gerne være med til at skabe det perfekte, trygge klassemiljø, hvor der er plads til både grammatiske fejl og forfejlede udtalelser af de engelske ord. Men det tager tid, og – lad os lige være ærlige engang – det lykkes langt fra altid. Så vi er nødt til at have andre metoder i ærmet, når vi ikke vil acceptere, at flere af vores elever ikke får talt engelsk.

90 seconds speeches

Jeg har i min undervisning ofte benyttet mig af såkaldte 90 seconds speeches, hvor eleverne på halvandet minut uddyber noget i relation til et tema, vi har haft i klassen. Det er en god øvelse i at forberede et tidsbegrænset oplæg som det, de starter ud med ved afgangsprøven i 9. klasse. Men på alle de engelskhold, jeg har haft, har der altid været et par stykker, der ydede modstand mod at holde oplægget i klassen. Kan man så ikke bare tvinge dem, ville nogle måske spørge? Det korte svar er nej. At tvinge en elev til at overskride sine grænser, skaber ikke ligefrem en god og tillidsfuld relation. Skal eleven udvikle sig – både i forhold sine egne grænser og i sit engelske sprog – skal man som lærer først og fremmest udvise forståelse. Dernæst er det vigtigt, at eleven lærer, at forståelse ikke er det samme som, at han/hun slipper for at holde et oplæg.

Brug mobilen

Den digitale udvikling og elevernes mobiltelefoner er som sendt fra himlen til dette formål. De førnævnte elever, der får koldsved ved tanken om at holde et oplæg i klassen, kan i stedet optage det med deres mobil og sende det til mig. Det betyder ikke så meget, om det er en video- eller lydoptagelse, for det vigtige er, at eleven har brugt tid på at forberede og derefter gennemføre et 90 sekunders engelsk oplæg, som jeg som lærer kan vurdere. Samtidig – og det er næsten det vigtigste – har eleven fået bevist, at jeg ikke er en modspiller, men en medspiller i deres udvikling. Jeg giver lidt, de giver lidt. På sigt skulle det gerne vise sig at give gevinst. Måske ender det ikke nogensinde med, at eleven bliver i stand til at holde et oplæg foran klassen, men eleven har fået øvet noget engelsk og er på den måde langt bedre stillet ved afgangsprøven. Relationen er intakt, ja i bedste fald forbedret, og i min verden er det altafgørende for et videre arbejde med det trygge klassemiljø, som vi i min verden aldrig må undlade at jagte.

Powered by Labrador CMS