Blog

Sådan får du dine elever til at elske grammatik

(Ok, ’at elske’ er måske en overdrivelse, - but you get the point, right?) My name is Maria. I’m a grammaholic. Jeg elsker grammatik. Det er struktureret. Det er i kasser. Man kan lære mange ting udenad. Og så er der noget befriende ved rent faktisk at kunne sige: Dét her er rigtigt, og dét her er forkert. Mine elever i udskolingen deler sjældent min begejstring, men jeg har dog over årene fået flere elever til at stoppe med at hade det. Læs her hvordan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Maria Roneklindt er Folkeskolens engelskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: roneklindt@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes to overordnede tilgange til grammatikundervisningen: Den induktive og den deduktive. Kort fortalt tager man ved den induktive metode udgangspunkt i selve de grammatiske regler og lærer derved sprogets opbygning og struktur at kende, mens man ved deduktive metode arbejder modsat og tager udgangspunkt i sproget og forsøger at udlede de grammatiske regler derfra.

Paradise Hotel vs. engelsk grammatik

Jeg elsker begge tilgange. De træner grammatikken, og dét er jeg fan af. Men jeg er også afhængig. Og læreruddannet. Og elsker sprog. Og… mine elever er ikke mig! Det lyder måske banalt, men i min iver og entusiasme glemmer jeg ind i mellem, at jeg har med mennesker at gøre, der (for størstedelens vedkommende) ikke har de samme interesser som mig, og som ikke nødvendigvis sidder som på nåle for at lære, hvornår man bruger udvidet tid på engelsk. Det burde ikke være nødvendigt at minde mig om, at jeg har med teenagere at gøre, der synes, at sidste afsnit af Paradise Hotel er langt mere interessant end de engelske navneords flertalsregler, men det er det faktisk til tider. Suk. 

Engager dig og brænd igennem

Ja, jeg sukker, men samtidig glæder jeg mig faktisk også over, at det er sådan, det er. For det er præcis sådan, det skal være! Selvfølgelig skal vi lærere brænde for vores fag og vores stof, og selvfølgelig skal vi selv efter mange år synes, det er det mest spændende i verden. For hvor banalt det end (også!) lyder, virker det. Jeg tror ikke på, at det nødvendigvis er den overordnede metode, om den er deduktiv eller induktiv, CL-baseret, læringsstils- eller bevægelsesorienteret, der virker, men mere måden den udføres på. En engageret lærer, der brænder for det, han/hun underviser i, er langt mere motiverende og læringsfremmende end en eller anden fancy og nytænkende læringsmetode.

Så hvis du er ny eller kommende lærer og sidder og læser mit indlæg og spekulerer over, om min pointe i indlægget så er, at du skal skrotte al din nyerhvervede teoretiske viden fra seminariet, er svaret NEJ. Det skal du naturligvis ikke. Du skal bare love mig, at du ikke stopper med at synes, at dit fag er fedt, for så tror jeg faktisk ikke, at det kan gå helt galt.