Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Børn skal kende deres uomgængelige rettigheder.

Undervisning i menneskerettigheder er uomgængelig i mere end bare formel forstand, og undervisningen præger elevernes holdning direkte.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn kender ikke nok til menneskerettighederne. De kender ikke nok til FN’s børnekonvention, og de færreste børn ved, at de også har rettigheder, når de færdes på nettet.

Det viser den seneste undersøgelse fra Institut For Menneskerettigheder, som blev beskrevet her på Folkeskolen af Caroline Schrøder, og man skal være en kende kynisk for ikke at lade sig anfægte af, at relativ få elever i folkeskolens ældste klasser mener at kende til menneskerettigheder. Det må og skal vi gøre noget ved.

Holdninger dannes i undervisningen.

”Den faglige diskussion i klassen må foregå i respekt for, at elevernes personlige meningsdannelse i princippet er deres egen sag, men i undervisningen kommer de faglige forudsætninger for denne meningsdannelse i spil – og dermed får undervisningen også betydning for elevernes personlige politiske forståelse og holdningsdannelse”. (Faghæftet for samfundsfag, 2019, s. 20).

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

Denne formulering indeholder flere interessante perspektiver, men det væsentlige er her, at man som lærer vedkender sig, at politiske diskussioner i samfundsfag kan påvirke eleverne holdninger direkte. Der medfører det i forvejen kendte, fornødne ansvar fra lærerens side, men det betyder også, at vi i forbindelse med temaer og debatter om menneskerettigheder, bør diskutere sådanne undersøgelser med vores elever. Spørge dem, hvorfor de tror, at kun ca. 1/5 af de adspurgte 1088 elever fra 6.- 9. klasser mener at kende til rettighederne, og hvorfor nogle kan mene, at det er i orden, at politiet i visse tilfælde må anvende tortur eller at forældre i vise tilfælde må ruske deres børn eller give lussinger?

Her kan man måske forfalde til nedslående forestillinger om samfundets moralske og etiske forfald, men i stedet for at synke i denne sump, bør man se undervisningen i historie, samfundsfag og kristendom som muligheden for at facilitere faglige diskussioner om nogle temaer, der i den grad har betydning for det samfund, vi skal danne vores elever til. Det er her, at kulturfagene som dannelsesfag i høj grad kan træde i karakter, og netop være medskabende for elevernes demokratiske dannelse. Den chance må vi ikke lade gå fra os, og der er ualmindelig god grund til at sætte menneskerettighederne på dagsordenen. Ikke bare fordi de er en del af kompetenceområdet politik i samfundsfaget. Der ligger etik, moral og historie gemt i dem, og de er en af grundstenen i vores demokrati og oplysning.

God efterårsferie derude.

Ny rapport: Flere elever synes, at overvågning og afstraffelse er i orden.