Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver
Det er fortsat godt og gratis
Som lovet kommer her tre nye forslag til gratis forløb på nettet, som er lige til at hente og tage i brug.
Denne uges tre forløb dækker alle tre kulturfag, og vi kommer omkring ekstremisme, reformation og ikke mindst Folketinget. Også denne uge byder på noget både for folkeskole og gymnasium.
I fælleskab mod ekstremisme.
I forløbet ”Stærke fællesskaber” skal der arbejde med ekstremisme og radikalisering. Forløbets to store forcer er afgjort, at man lynhurtigt får centrale fagbegreber i spi,l og at man har mulighed for dybdegående arbejde med begreber som push/ pull- effekter og socialisering. I det hele taget står forløbet exceptionelt stærkt på fagbegrebsiden for både lærer og elever. Har man samfundsfag i ottende klasse, er folkeskoledelen rigeligt. Man kommer langt omkring, men har man for eksempel projektopgave i niende, kan man med fordel vise eleverne nogle af de fagtekster, der ligger i forløbets gymnasiedel.
Der ligger to færdige cases og undervisningsslides klar til lærer og elever. Der er opgaver og rige muligheder for diskussioner undervejs. I forløbet linkes der endeligt til rapporter om det forbyggende arbejde med radikalisering, og har man tiden, er det spændende læsning.
Da kristendommen lå i skilsmisse.
Fra fællesskabet mod ekstremisme bevæger vi os mod et andet forløb med fællesskabet i centrum. Her er vi i religionsundervisningen, og eleverne arbejder med forløbet ”Fra konflikt til fællesskab”, der blev lavet i forbindelse med 500-året for reformationen i 2017.
To unge mennesker, Nanna og Francesco, rejser til henholdsvis Rom og Wittenberg for at afdække, hvorfor den lutherske kristendom og katolicismen egentlig blev skilt for henved 500 år siden.
Filmene er velproduceret, og giver at godt billede af de to kristne retninger, uden at være forkyndende på noget måde. Ganske væsentligt. Ydermere følger en digital bog, og den er grundig. Teksttung, men grunddig. Bogen indeholder de væsentlige forskelle mellem de to retninger, men også en yderst detaljeret tidslinje over reformationen. Her er masser af kilder og problemstillinger, og skal man til prøve i kristendomskundskab, så er her kilden til fordybelse.
Elevøvelserne i forløbet er i den tørre ende, men selve essensen og den læring, der ligger her, er så absolut brugbar og anbefalelsesværdig.
En tur i magtens korridorer.
Endelig retter vi blikket mod selveste Christiansborg og Folketingets hjemmeside, der i de seneste to år har opdateret deres undervisningsfilm, og det er der kommet mange gode undervisningsmuligheder ud af. Det seneste skud på stammen er fem EU- film fra sidste år, og de lægger sig i samme pædagogiske rille som de øvrige film om demokrati, partier, valg og alt det andet indhold på siden. Også her er fagbegreberne i fokus, og de forklares indgående med efterfølgende opgaver.
Filmene har fået et gevaldigt skub i den rigtige retning. De er overskuelige og forklarer på underholdende og pædagogisk vis, hvordan vores folkestyre hænger sammen og fungerer i dagligdagens Danmark. Til hver film hører muligheden for at downloade skrivebare pdf- opgaver, og hver film indeholder i princippet sin egen problemstilling, der kan anvendes til en evt. prøve.
Der kan arbejdes med filmene og det tilhørende materiale på flere differentierede niveauer, og det er bare at gå i gang. Forløbene giver i høj grad sig selv, og der er lagt tid og resurser i dem. Det er tydeligt.
Næste uge byder på yderligere et par gratis goder til din undervisning.
God fornøjelse derude.
Dit demokrati, undervisningsfilm fra Folketinget