Fra barn til barn - når den materielle legekultur går i arv

Jeg har været lidt rundt i verden det sidste halve år - fra Indien til Uganda og også en tur i Grønland.

Jeg laver tre nedslag om børn og det at lave genstande og det at en legekultur går i arv fra barn til barn og ikke partout har voksne involveret.

I Indien var jeg på rundrejse i den nordlige del af landet med en gruppe turister. I byen Amritsar, sikhernes religiøse hovedstad, blev vi vist rundt i de snævre gyder i basaren, i den gamle bydel. Pludselig står vi foran en dragebutik, fyldt med drager af rispapir i alle afskygninger - og som et andet barn glemmer jeg gruppen og må ind og kikke. Det er et rent eldorado og helt fantastisk.. Jeg bruger mine øjne på alle hylder og  spørger forsigtigt til pris, vel vidende at dragerne i deres skrøbelighed, bliver umulige at transportere hjem.

Værsgo - sagde manden der sad bag disken og havde fanget min ægte interesse og jeg jeg halsede efter gruppen med en fin lille papir drage flagrende i min ene hånd.

Jeg opdage pludselig at jeg fik en anden opmærksomhed fra de lokale i byen. Jeg fik flere ‘thumps up’  eller et ‘træk opefter’ med hånden, som om de holdt en line i hånden og jeg tydede deraf, at de havde haft positive oplevelser som børn og følte en samhørighed med min interesse. Flere børn kom hen til mig og ville røre ved dragen i håb om, jeg ville afgive den. En dreng, som kunne lidt engelsk, blev hurtigt min ven og han viste sine fingre, hvor tydelige tynde sår var ved at hele og  afslørede at han havde leget med drager for nylig og linen havde skåret sine spor. Halsen bar også mærket af linen.

Billeder fra Amritsar

Jeg havde tydeligvis ramt ind i en kollektiv bevidsthed og en aktivitet, som var en del af det at være barn i Amritsar. Minder fra ‘Drageløberen’ bragte tydelige billeder frem hos mig og gjorde afstanden fra Amritsar til Kabul og Afghanistan mindre..

I Uganda havde jeg en gruppe studerende og kolleger med på studietur. Vi var på besøg hos Albin, min gode ven, der fremstiller stole og skamler i en fantastisk teknik, hvor det hele er holdt sammen i et spænd mellem de samlede dele. Alle i gruppen fremstillede deres egne skamler, med hjælp fra lokale stolemagere og viden og teknik blev formidlet.

Pludselig stod en dreng med en lille bil lavet af stråene fra planten sorghum. Stråene minder om tynde dunhamre, med et elastisk fyld, som let lukker om de tynde ‘ ‘tandstikker’, (endnu tyndere stift strå)  der holdt de enkelte sorghum strå sammen. Hjulene var fra aflagte klipklappere og der var lavet et sindrigt affjedringssystem, som gjorde at bilen luntede lige så fint, hen af stien - når han trak i sin snor. Det var på ingen måde en souvenir (der kommer slet ikke turister i det nordlige Uganda) eller lavet med salg for øje.

Billeder fra Uganda og se bilen køre

Jeg har boet i Uganda og ved at det at producere sit eget legetøj giver selvtillid og en god start på en verden og et liv, hvor det at kunne fremstille og problemløse er vigtigt.

Igen en ting som laves af børn og viderebringes fra barn til  barn, uden at voksne er indblandet.

I Grønland underviser jeg en gang imellem på læreruddannelsen og er derfor deroppe af og til. En af mine studerende Axel har et hold 'frivillig undervisning' i sløjd en eftermiddag om ugen på en skole midt i Nuuk. Da jeg var der i december, ville jeg gerne se, hvad børnene lavede og mødte op en sen eftermiddag. Der var livlig aktivitet og gang i værktøjet.

Ved en bænk stod to drenge, den ene var ved at færdiggøre et ‘maskingevær’, mens den anden dreng så meget beundrende til.

Det var fantasi og et behov for et legeredskab, der var i spil og skabte kreativitet på meget motiverende betingelser.

Da jeg bad ham posere for et billede, lyste stoltheden og glæden ud. Og da jeg havde taget billedet vendte han sig mod kammeraten og sagde:  ‘Når jeg er færdig, så laver vi en til dig’.

Det, at kunne noget og videregive det, giver selvværd.

Det er spændende når materiel kultur cirkulere mellem børn, uden at voksne nødvendigvis er indblandet. Jeg ved ikke om danske børn i dag - i deres legeliv, får del i denne kollektive arv og selv fremstiller det, de vil udforske og lege med eller måske er det er vores opgave i Håndværk og design at give plads.