Håndværk og design studiepraksis

Blog

Once we were whalers

I maj havde en lille gruppe Håndværk og design studerende og jeg (Peter Hersted) mulighed for at tage til Nuuk i Grønland og deltage i hvalprojekt. Projektet gik ud på at lave en hval funderet på en betonklods ved den gamle kolonihavn ud for det lokal historiske museum. Hvalen er lavet med genbrugstømmer og sømpistol

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Once we were whalers

Med kufferterne fulde af varmt tøj og store forventninger drog vi - tre nyudklækkede håndværk og designlærere i midten af maj måned mod det kolde nord for at være en del af projektet “Once we were whalers” i Grønland. Et tilbud om deltagelse i et projekt, hvor vi ville få indsigt i den grønlandske kultur, møde og samarbejde med medstuderende fra læreruddannelsen Illinniarfissuaq i Nuuk og få inspiration til vores kommende undervisning i et håndværksfag i udvikling. Det kunne vi ikke takke nej til.

Børn fra både Nuuk og den østgrønlandske by Kulusuk har deltaget i projektet om hvaler og lavet kunst, lært om hvalernes biologi og historie. Vores opgave lød på at bygge skelettet af en hval i genbrugstræ ved kolonihavnen i Nuuk. Her ville vi få mulighed for at gøre brug af de færdigheder, vi havde tilegnet os i vores egen undervisning, idet vi selv skulle være med til både at designe og bygge den.

Håndværk og design studiepraksis

På bloggen skriver underviser på læreruddannelsen i Vordingborg, Peter Hersted, og hans studerende om studiepraksis i håndværk og design-undervisningen.

Hvalen skulle bygges omkring en betonklods på to meter, som vi allerede kort tid efter vores ankomst i Nuuk tog ned og så. Da vi i det smukkeste solskin stod og spejdede ud over vandet ved siden af betonklodsen, svømmede der to hvaler forbi i det stille vand. Scenen for byggeriet var sat, og vi var klar til at gå i gang med arbejdet. Herefter startede vi i fællesskab med at tegne skitser af, hvordan hvalen kunne designes.

Efter en fælles briefing omkring bordet var det tid til at tage arbejdshandskerne på. Vi fik savet en masse træ sådan, at selve skelettet kunne bygges op omkring betonklodsen på havnen. I mellemtiden var hvalens hoved under konstruktion, og alle var klar til at tage fat på en lidt mere avanceret opgave. Men med masser af gå på mod, nye og ældre erfaringer, tips og tricks var vi godt på vej mod et hvalskelet, som eleverne i Nuuk ville kunne overtage, når vi igen satte kursen mod Danmark.

Som med så mange andre opgaver, ændrede vores planer sig undervejs, og vi måtte finde nye måder at tilgå opgaven på. Vi var nødt til at have for øje, at de grønlandske skoleelever skulle have mulighed for at færdiggøre hvalen, efter vi var taget hjem, hvorfor klargøringen af deres arbejde var vores prioritet. Vi skulle sørge for, at de kunne overtage projektet og stå med den sidste del af monteringen og malingen af den færdige hval.

Indimellem hvalbygningen fik vi mulighed for at gå på opdagelse i Nuuk samt tale med medstuderende og andre involverede i projektet. Det gav os en stor indsigt i grønlandsk kultur, historie og livet i landet generelt. Det var svært ikke at blive bjergtaget af den smukke natur og det venlige folk, der var meget imødekommende og snakkesaglige. Vi faldt i snak med mange spændende og inspirerende mennesker - museumspersonale, handlende i supermarkedet, folk på gaden og alle de, der nysgerrigt henvendte sig til os, når vi arbejdede på hvalen.

Vi havde fornøjelsen af at sejle et par gange både som turister og på aftentur med en studerende fra læreruddannelsen. Vi sejlede forbi isbjerge, fangede torsk, gik på opdagelse i små bygder og sugede alle de nye indtryk til os. Desuden besøgte vi de tre museer i byen, som gav os et større indblik i landets historie.

Kufferten på hjemturen var nu tungere end ved afrejse - den var fyldt med gode oplevelser, fastfrosne smil på læben over mødet med interessante mennesker og gode idéer til undervisningsforløb. Så kære, kommende elever: I slipper nok ikke for lave forløb om hvaler, tupilakker, sæler, grønlandsk kultur og historie eller noget helt andet, når vi er færdiguddannede og møder jer på skolerne. Vi glæder os.

Josefine Sørensen, Vicky Wang og Stine Arrild

med tak til Susan Becher og Sanne Nygård, Anne- Mette Holm og Axel Thårup, og Torben Hansen og Peter  Hersted

The Whale