Et kritisk blik på karakterskalaen - for eleven eller systemets skyld?

Der er ikke bare behov for en revidering af 7-trinsskalaen, hvor man klipper en hæl og hugger en tå for at få skalaen til at passe. Jo mere man undersøger, hvad og hvor meget vi efterhånden bruger karakterer til i det danske skole- og uddannelsessystem, jo mere tyder det på, at der er brug for både oprydning og nytænkning.

En evaluering af karakterskalaen (EVA 2019) viser, at formålet med indførelsen af 7-trinsskalaen aldrig er indfriet. Evalueringen viser, at lærere efterlyser flere karaktermuligheder i midten af skalaen, da de store spring i midten gør det svært at honorere elevers indsats på fair vis. Bundkarakteren -03 er en psykologisk torn i øjet på alle, der arbejder med børn og unge. Sidst, men ikke mindst er skalaen en mangelskala med fokus på fejl og mangler, som i høj grad er styret af læringsmål på grundskoleområdet.

Kigger man  under overfladen på drøftelserne om karakterskalaen, får man imidlertid øje på en anden og mindst lige så vigtig drøftelse, nemlig de ændringer der er sket i anvendelsen af karakterne og karakterskalaen i grundskolen. Karakterer er i høj grad blevet til et styringsværktøj for beslutningstagere.

Det kan konstateres at karakterer bruges i mange forskellige sammenhænge, de anvendes ikke længere kun til at vurdere elevernes faglige resultater.  

Med gymnasie- og EUD-reformen blev elevernes karakterer i folkeskolen afgørende for elevernes muligheder for at blive optaget på ungdomsuddannelserne – og folkeskolen blev dermed en eksamensskole.

Samtidig bruges karakterer i stigende grad  som data, der lagres, sammenlignes og måles på. Ministerier, kommuner og KL bruger karakterer til sammenligninger, fx KL nøgletal og kommunale måltal, hvor de anvendes som politisk besluttede ambitionsniveauer, der lægger pres på at elever og skoler skal opnå høje(re) karakterer for at indfri ambitionerne. Der er endog eksempler på kommuner, som har formuleret mål om, at alle elever i enkelte fag skal opnå én bestemt karakter uden nogen form for indsatser eller stillingtagen til, hvordan dette skal kunne lykkes.

Karaktererne bruges desuden til uddannelsesparathedsvurderinger, tildeling/udpegning af elever i 8. klasse til turboforløb/intensive læringsforløb osv. Vi befinder os i et vadested, hvor karaktererne er ved at blive afgørende for, hvordan vi indretter skolen og tildeler eleverne hjælp og støtte. Man kan altid diskutere, hvorfor vi gør brug af karaktergivning, men hvor det tidligere fortrinsvis var en vurdering af den enkelte elev, nærmer vi os i dag en tænkning, hvor karakterer også gives  for systemet og de politiske beslutningstageres skyld.

Lærere oplever pres i forhold til at give høje karakterer, både for skole- og kommuneresultaternes skyld og i forhold til den enkelte elev.  Med de sidste lovgivningsændringer på folkeskoleområdet er stort set alle fag og valgfag blevet eksamensfag. Samtidig medfører det stigende fokus på karakterer en øget individualisering og fokus på enkeltpræstationer, der øger presset på den enkelte elev og udfordrer skolens fællesskab. Det dæmper ikke ligefrem præstationskulturen.

Det er et stort arbejde at skifte karakterskalaen ud, men der er mange gode grunde til, at vi tager en ny og fordomsfri debat af såvel skala som anvendelse, for at finde frem til en langtidsholdbar løsning, der passer til dansk skoletradition. Det er både presserende med en drøftelse af, hvordan vi vil bedømme vores elever og studerende i skole- og uddannelsesverdenen, men det er mindst lige så vigtigt vi forholder os kritisk til brugen af karakter som instrument til resultatstyring i politiske systemer.

Alt tyder på der er reelt behov for nytænkning. Vi må finde en skala, der passer til dansk skoletænkning, danske vilkår og hele formålet med at holde skole. Vi har tabt formålet med karakterer af syne.