Anerkendelsens paradoks

På landets professionshøjskoler er lærerbachelorprojekterne nu indleveret. Og i løbet af juni skal de ”forsvares”, som det hedder i den akademiske diskurs, ved en mundtlig eksamen. Der er dog ikke tale om et klassisk, defensivt forsvar – mod et angreb. ”Forsvaret” er derimod en mundtlig genre i den akademiske verden, hvor man præsenterer sit projekt og viser vilje og evne til at diskutere det med fagfæller og forsvare eller argumentere for sine pointer. I Norge kalder man stadig handlingen for ”disputats”, men det opleves Holbergsk gammeldags i danske ører, selv om det faktisk er mere præcist.

Efter det mundtlige forsvar vil en del af bachelorprojekterne blive indstillet til prisen for Årets bachelorprojekt på Lærerprofession.dk. Og ét projekt vil vinde både æren, pengene og – som noget nyt i år – statuetten. Et andet vil vinde for Årets pædagogiske diplomprojekt. Det er festligt, fagligt og fornøjeligt, når vinderprojekterne kåres, og det giver synlighed til lærerprofessionens faglighed og markerer en anerkendelse af de studerendes arbejde og den værdi, det har for skolen.

Kan man planlægge at vinde?

I april skrev Lissa Theilsborg i et blogindlæg en advarsel til lærerstuderende med ambitioner om at skrive ”Årets Bachelorprojekt”: Det er uddannelserne – konkret eksaminatorerne – der indstiller projekter. Og enkelte uddannelser har tilsyneladende deres egne parametre for, hvem de indstiller. Nogle af dem indstiller fx kun projekter, der har fået karakteren 12.

Et 12-tal til eksamen er selvsagt ingen hindring for at vinde prisen. Men det er ikke et krav. Og det er heller ikke tilstrækkeligt! Det gode bachelorprojekt i priskomitéens øjne er det, der bidrager med noget til vores allesammens skole. Det identificerer for det første en relevant problemstilling. Og her er bachelorprojekterne ofte næsten seismografisk følsomme over for, hvad der kort tid efter bliver diskuteret i skolesammenhæng. Desuden undersøger det problemstillingen originalt og nysgerrigt og bidrager med fund og viden, som hverken den lærerstuderende eller andre havde på forhånd. I den forstand er der noget selvforglemmende ved at skrive det gode projekt: Det bliver sagen og undersøgelsen, der styrer - ikke ambitionen om 12-taller, statuetter og priser. Og man skal være villig til at kaste sig ud på dybt vand: der, hvor man netop ikke ved, hvor undersøgelsen ender.

Paradokset

Når Thomas Vinterberg vandt en Oscar for sin film DRUK, skete det paradoksalt nok, fordi han ikke havde haft prisen som bedste instruktør som mål for processen. Hans energi og ambition var rettet mod at skabe den gode film. Det gjorde han, kan man læse i diverse interviews, midt i sit livs krise – med opmærksomheden rettet mod de konkrete praktiske og æstetiske valg og med åbent sind for det, der viste sig hen ad vejen. Fx har han fortalt, hvordan det musiknummer, der ledsager filmens euforisk berusede slutscene, først blev valgt meget sent i processen. Og først kunne vælges på det tidspunkt.

Lærerprofession.dk har præmieret over 50 bachelor- og diplomprojekter gennem de sidste 10 år med første-, anden- og tredjepriser. De er meget forskellige. Men alle er de nysgerrige og dedikerede og bidrager med vigtig viden af interesse for skolen og lærerens professionelle arbejde – i sidste ende til gavn for eleverne. Og de gør det ofte på originale måder. 

Måske har nogle af forfatterne også dagdrømt om at vinde prisen. Men det har ikke været det, der har ført dem til den. Det har derimod engagementet og fordybelsen i selve projektet og det lille hjørne af skolens verden, som det udforsker. Det er den fordybelse, der – paradoksalt nok – har givet det netop de kvaliteter, der skulle til for at vinde. Eller som John Lennon synger: ”Life is what happens to you when you’re busy making other plans”.