Fra skoleleder til skrivebordsgeneral

Som aktiv læser af folkeskolen.dk har jeg længe ønsket at lave et indlæg her på bloggen. Der er sket masser af ting i og omkring folkeskolen de seneste måneder og heldigvis er der gang i debatterne om stort og småt herinde.

Mit ønske om lave et indlæg handler om et ønske om at beskrive corona-perioden (i særdeleshed fra 12. marts og frem til genåbningens fase 2) fra et ledelsesperspektiv. Men det er ikke lykkedes mig at lave det indlæg - tiden er gået, den ene dag har taget den anden og nu kigger vi ind i en sommerferie, hvor arbejdet skal skubbes bagud og familie, venner, hygge og afslapning skal skubbes fremad.

Undervejs synes jeg ellers der har været masser at kommentere på - fra statsministerens udmelding til samtlige landets skoler stort set var lukket ned mindre end 12 timer senere, gode og dårlige historier om fjernundervisning, personalegrupper som præsterer på højeste niveau i en kaotisk tid, kommunikation mellem skole og hjem, udmeldinger fra offentlige myndigheder osv. 

Jeg tror iagttagere, forskere, psykologer etc. vil finde de seneste måneder vanvittigt interessante - hvordan reagerer vi som befolkning, som gruppe, som enkeltindivid i en krisesituation?

Som skoleleder har jeg også iagttaget hvordan elever, forældre og medarbejdere har reageret i de forskellige faser, men heldigvis er der også nogle, som har “holdt øje med mig”.

De fleste af jer har sikkert en nogenlunde idé om hvad en skoleleder laver - med de lokale variationer, der nu engang findes. En typisk arbejdsdag for mig - uden for corona-tiden - bruges på kontoret, men med mange afstikkere rundt på skolen, f.eks. i klasselokaler eller personalerummet. Og selvom en stor del af tiden bliver brugt på kontoret, så er det heldigvis ikke kun alene - der er møder med medarbejdere, ledelseskolleger, forældre og også samtaler med elever. Jeg er generelt meget glad og tilfreds med mit arbejde og synes det giver mig mulighed for at være med i meget - velvidende at man som medarbejder altid kan ønske sig en anden prioritering hos sin leder.

I corona-perioden kunne ovenstående naturligvis ikke fortsætte. Allerede torsdag den 13. marts var vores skole stort set tom og der var derfor ikke behov for at være på skolen. I starten var ledelsen på skolen på skift - på en tom skole - men også vi besluttede os for at blive hjemme og bedrive fjern-ledelse. 

Fra onsdag d. 12. marts og hele perioden igennem var skoleforvaltningen meget aktive - for at støtte os ude på skolerne. De modtog jo massevis af informationer i form af mails og infobreve, ligesom de blevet stillet hundredevis af spørgsmål fra de ca 50 skoler i kommunen, fra politikerne, forældre osv., hvor de delte svarene med os alle, hvis det skønnedes at have bred relevans.

Informationerne skulle læses igennem, filtreres i forhold til vores lokale forhold og engang imellem også “oversættes”, så det passede til vores skole. Så arbejdsgangen blev følgende: modtag mail, læse og drøfte med ledelsesteam, udvælge relevante informationer og sende ud til medarbejderne. 19. maj modtog jeg sidste infomail fra vores skoleforvaltning - den hed “Infomail 54” - så mange havde der været på ca 2 måneder.

Der var ikke én af de infomails, som ikke indeholdt relevant information omkring afstand, hygiejne, afgangsprøver, fraværsregler, retningslinier ved tegn på symptomer, refusion for ekstra udgifter i forbindelse med anskaffelse af toiletvogne etc. Alt gav mening! Vi kunne simpelthen ikke have klaret os forsvarligt igennem, hvis ikke vi havde fået hjælp fra forvaltningen.

Men i løbet af de cirka 2 måneder skete der en udvikling hos mig selv, som jeg ikke var klar over. Hvor jeg - som tidligere beskrevet - kunne være skoleleder flere steder på skolen og - set med egne øjne - ofte i dialog, endte jeg med at blive en skrivebordsgeneral, som sad med hovedet i skærmen og læste, fortolkede og dikterede. 

Jeg kan sagtens finde gode forklaringer på hvorfor jeg blev sådan, men det blev bare rigtig dårlig ledelse. “Læs, fortolk, diktér” kan nok hjælpe og give tryghed i visse særlige situationer, men i en verden, hvor vi lever af vores evne til at møde og forstå hinanden, giver det ikke medarbejdere god energi, at opleve sin leder sådan. Tværtimod.

Arbejdstidmæssigt var corona-perioden ikke synderligt hård. Jeg tror jeg brugte cirka de samme timer, som jeg gør normalt, men kompleksitetsmæssigt var det helt anderledes. At planlægge et skoleår tager tid, men vi har alle sammen prøvet det mange gange, så det går fint, når processen først er startet. Men ingen af os har prøvet at lukke en skole ned, holde den kørende på afstand og derefter lukke den gradvist op med mange nye regler og retningslinier. Et eller andet sted  - fra Mette Frederiksen lukkede landet ned til jeg modtog infomail 54 - blev sværhedsgraden så stor, at jeg mistede overblikket og gik fra dialog og ligeværdige møder, til “læs, fortolk, diktér”. Mange af beslutningerne var såmænd fine nok og jeg ville ikke have gjort dem om i dag, men jeg begyndte at glemme ting (f.eks. at varsle en medarbejder om at hendes skema ville have væsentlige ændringer - det kunne hun læse i en fællesmail to dage før det trådte i kraft) og overså informationer, som givetvis har været vigtige. Og hvis følelsen hos lærere og pædagoger er gået fra at være “med-arbejdere” til “ansatte”, så kan jeg ikke bebrejde dem.

Hånden på hjertet tror jeg ikke alle har oplevet det på samme måde - nogen har måske ikke skænket det en tanke. Men især pædagoggruppen stod for skud og blev sendt rundt for at lukke huller - nye opgaver stort set hver dag. 

Heldigvis var der et par af de selvsamme pædagoger som gerne ville have et møde. De fik - på ordentlig vis - fortalt hvordan de så på verden og hvordan de oplevede at være blevet kørt ud på et sidespor. Langt fra alt der hed drøftelser og demokrati. Den samtale var et wake-up call og det sammenholdt med at jeg var begyndt at glemme og overse ting, var det også første skridt på vej ud af den nye rolle som skrivebordsgeneral og tilbage til noget, som jeg håber og tror alle er mere tilfredse med.

Jeg var i løbende kontakt med skoleleder-kolleger på naboskolerne. Hvordan de har oplevet sig selv ved jeg ikke, men de har også berettet, at kompleksiteten af opgaverne var voldsom. Normalt, hvis vi laver en fejl, så kan vi rette op og sige undskyld, men her handlede det lige pludselig om elevernes og medarbejderens fysiske ve og vel. Om forældrenes - og samfundets - tillid til at vi som skole kan magte opgaven og hjælpe til at begrænse smittefaren. Normalt handler det “kun” om børns trivsel og læring. Nu handlede det om liv eller død - groft sagt. 

Jeg synes vi som skole er kommet vanvittigt flot igennem de seneste måneder. Vi har glade børn og glade forældre. Og jeg tror også personalet i bund og grund er glade og stolte af hvordan de har klaret det. 

Som leder kunne jeg ikke have ønske et bedre hold omkring mig, for alle, uanset funktion, har leveret varen og præsteret det ypperste. Engang imellem, desværre, på trods af deres leder...

Vi kan alle sammen lære noget af de seneste måneder og jeg er helt klar over hvad min lektie er: hvordan kan jeg - i en lignende situation - sikre at medindflydelse, dialog og demokrati bliver en større del af løsningen, selv når rammerne bliver mere firkantede end vi er vant til.. Dels vil det kvalificere vores valg i højere grad, dels har alle medarbejdere fortjent det!

Jeg håber I alle er kommet godt igennem corona-tiden - indtil videre. Og rigtig god sommer til jer alle - mon ikke også I trænger? :-)