Martin Eriksen - tanker fra en skoleleder

Blog

Kære ansøger - del 1

Vil du have et job? Det er du ikke den eneste, der vil...

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der findes mange vigtige jobs, men at stå med det daglige ansvar for børn og unges overordnede livsmuligheder må gøre, at lærergerningen ligger helt i top, når vi taler vigtighed.

Derfor er det min måske vigtigste opgave som skoleleder at sikre, at vi ansætter de rette personer, når vi har ledige stillinger.

Det er ikke en opgave jeg tager let på og jeg ved fra de ansættelsesudvalg, der løbende bliver nedsat til de forskellige opslag, at alle - medarbejderrepræsentanter, forældrerepræsentanter og ledere - bruger meget tid og energi på at træffe de bedste beslutninger.

Når processen er omme, står man tilbage med én kandidat som man troede mere på end andre. Alle andre ansøgere fik ikke tilbudt jobbet og står tilbage med et afslag og givetvis en vis skuffelse.

Jeg har været med til at ansætte vikarer, sekretærer, pædagoger, lærere og ledere. Der er nogle ting, der går igen i ansøgningerne som virker helt vildt godt - og der er nogle ting, som virker stik modsat, der desværre også forekommer tit.

Med dette indlæg vil jeg prøve at give mit perspektiv på hvad en ansøger kan gøre - og undlade at gøre - hvis man gerne vil kæmpe sig frem på listen og forøge sine chancer for at komme til samtale og eventuelt få jobbet. Det kan være andre ledere har et andet perspektiv, men jeg tror de fleste vil bakke op om de ting, jeg fremhæver i dette indlæg

For én ting kan du være sikker på, kære ansøger - der er altid modkandidater og uanset om der 1 eller 250 ud over dig, så skal du være den bedste, hvis du vil have jobbet.

Det basale

Læs jobopslaget. Hvad er det skolen søger? Din ansøgning skulle gerne være et svar på det, der bringes i spil. Se det som et puslespil hvor der mangler en brik - passer du og din profil ind i forhold til fag, kompetencer osv? Hvis du mener det, så tydeliggør det i din ansøgning.

Derfor - standardansøgninger er no-go. Hvis du skriver en A4-side om dig, hvad du kan og vil, så kan du være helt sikker på, at der er nogle andre, der har gjort det mere personligt og relevant for ansættelsesudvalget. Standardansøgning = Du er bagud på point.

Hvis det tager 2 A4-sider at svare på jobopslaget, så skriv 2 sider - hellere meget end for lidt!

Når du sender en ansøgning afsted, så tjek lige, at du har skolenavnet rigtigt. Der er mange gode skoler i Danmark, men Gudumholm Skole er ret ligeglad med at du søger en stilling som lærer på Vester Byskole. Bevares, vi kan alle lave fejl, men igen - de fleste ansøgere har taget sig tiden til at læse efter - måske flere gange - og har ikke lavet den fejl. Du har sendt et signal og dét signal trækker ned.

Der er helt sikkert ting i din ansøgning, som du gerne vil fremhæve. Fedt - det er dejligt, at du er stolt af noget ved din lærergerning, dine holdninger eller værdier. Dem vil vi også gerne have opmærksomhed på. Men hvis du er stolt af stort set alt - og du vælger at fremhæve det med fed eller rød skrift - så fremhæver du lige pludselig ikke noget. Så bliver det rodet.

Det personlige

Som nævnt er det afsindigt vigtigt at vi ansætter den rigtige. Dvs. vi vil gerne lære dig at kende. Det kan vi gøre i din ansøgning, men vi kan få et endnu bedre kendskab ved en telefonsamtale eller et besøg på skolen. Vi opfordrer altid til besøg (ikke alle skoler kan afse tid til det), så tag dog imod og giv os 30 minutter af dit liv - det kunne jo være at vi kunne lide det vi mødte. 

Alternativt kan du ringe og høre lidt mere til stillingen og skolen. Hav nogle ordentlige spørgsmål forberedt, så du igen sender et signal om at du er seriøs og vil med helt i top. Udtryk som "Jeg har læst på jeres hjemmeside at..." eller "Jeg kan se på jeres resultater at..." og andet i den stil sender også et signal - og dét signal trækker op.

Du kan også risikere at møde ledere, som hverken vil have besøg eller tale med dig i telefon omkring stillingen. Mit forslag: Lad være med at søge jobbet! Et job er afsindigt vigtigt for dig og hvis en ledelse ikke kan prioritere noget tid til dig, så synes jeg du er bedre tjent med et job et andet sted.

Som sagt vil vi altid gerne have besøg til en uformel snak til vores faste stillinger. Hvis du tager imod den opfordring, så sørg for at dét møde efterlader et godt indtryk. Jeg har mødt kandidater, som sad med jakken på i hele mødet (30 minutter) og tyggede tyggegummi - hvis jeg skal have et positivt indtryk af dig, som en der kan gå forrest i en klasse og er bevidst om hvilke signaler man sender, så bliver det IKKE underbygget af tyggegummi og jakke. Sådan skal eleverne jo heller ikke sidde i timerne.

Baggrunden

Husk igen, at du er oppe mod nogle konkurrenter. Du skal være bedre end de andre - er du det, så er jobbet dit. Din baggrund - din historik som lærer, lærerstuderende eller alt muligt andet - vil blive kigget på af et ansættelsesudvalg.

Det er ikke alle der kan fremvise udtalelser længere. Det er ærgerligt - for det gør en forskel. Når vi skal kigge på 20-250 ansøgninger og mange ligner hinanden (rette fag, det rigtige fokus, det rigtige børnesyn etc...), så kan en positiv udtalelse gør en forskel - fordi andre har sagt god for dig tidligere. Så har du en, vedhæft den! Også selvom du er nyuddannet og "blot" har været flaskedreng i en dagligvarebutik. Hvis du har været pligtopfyldende, mødestabil, glad, imødekommende her, så er du det nok også som lærer nu.

Som sagt er det ikke alle der får udtalelser længere. Hvis du søger et job og tidligere har haft flere eller længerevarende jobs og du IKKE vedhæfter en udtalelse, så kan det trække den modsatte retning. Hvorfor har du ikke vedhæftet en... har du ikke nogen eller er de ikke gode? Hvis du vitterligt ikke har nogen, så kommenter det i din ansøgning - og sørg for at skrive at en reference kan indhentes hvis udvalget ønsker det (f.eks. hos din nuværende leder). Det viser, at du har en baggrund og at du godt tør stå på mål for den.

Du kan også være i en situation, hvor du har haft mange jobskifte. Det kan være helt ok og der kan være gode forklaringer på det, men så  anbefaler jeg, at du nævner det i ansøgningen - eller i dit telefonopkald til ledelsen inden du trykker "send". For igen vil det efterlade udvalget med et centralt spørgsmål: "Hvorfor har vedkommende ikke formået at holde fast i et job i længere tid?". Det er såre simpelt: hvis andre ikke vil have dig i længere tid - eller du ikke vil være det samme sted i længere tid - så er sandsynligheden for at du er interessant for os, temmelig lav. Og er der 50 konkurrenter til stillingen, så kan det sagtens være denne usikkerhed der gør, at du ryger i bund på listen.

Nu er du klar til at trykkke "send"

Med lidt held og en masse dygtighed, bliver du indbudt til samtale. Her har jeg også nogle betragtninger - de kommer i "Kære ansøger - del 2" i den kommende tid.

Pøj pøj med ansøgningen!