Hvad fik samfundet ud af at give mig en 2-årig kandidatuddannelse?

I sidste uge (uge 26) dukkede denne liste frem. En liste over de kandidatuddannelser, som risikerer at blive afkortet fra 2 år til 1 1/4 år. Min uddannelse cand. mag. i audiologopædi er desværre at finde på den liste, hvilket har fået mig til at overveje, hvad jeg i grunden fik ud af at følge uddannelsen i dens fulde længde og hvordan det idag gør mig til en bedre PPR-logopæd.

Praktisk erfaring

Da jeg uddannede mig til BA i logopædi, havde jeg 3 ugers praktik inden for børneområdet (PPR) og 3 ugers praktik indenfor voksenområdet (senhjerneskade og stemmevanskeligheder hos voksne). Herudover var der ca. 4 ugers selvvalgt praktik. Jeg var kommet ind på uddannelsen direkte fra gymnasiet og havde ingen pædagogisk erfaring. 

På kandidatuddannelsen var jeg så heldig at have et længevarende praktikforløb i sproggruppe med to erfarne logopæder. 

Herudover fik jeg en del erfaring med at teste børn med udtalevanskeligheder, hvilket er noget af det jeg bruger mest tid på i mit arbejde som PPR-logopæd. 

Jeg havde flere studiejobs i min tid som kandidatstuderende, hvor jeg hjalp med at indsamle data igennem observation og testning af børnehavebørn, hvilket gav mig en masse nyttig erfaring. 

Den erfaring jeg fik på kandidatuddannelsen var afgørende for, at jeg rimelig let kunne varetage mit første job, som jeg fik 4 måneder før jeg færdiggjorde uddannelsen. 

Videnskabsteoretisk indsigt

På kandidatuddannelsen lærte jeg om forskellige måder at udføre forskning på, samt fordele og begrænsninger ved forskellige metoder. Jeg forsøger at arbejde evidens-informeret, da det selvfølgelig er vigtigt at forholde sig til, om det jeg gør, virker godt nok eller om der måske var andre tilgange, som kunne tænkes at virke bedre. Det er dog sjældent, at forskningen er gennemført i en dansk kontekst, og derfor er der behov for en vurdering af, hvordan metoden kan tilpasses de rammer jeg arbejder under, og om metoden så stadig kan tænkes at give det ønskede resultat. Og det kræve indsigt i, hvordan forskningen er udført. 

Viden om konversationsanalyse

Det virkede måske ikke som det fag, jeg ville komme til at bruge mest. Men når jeg tager mig tid til at kigge på - sådan rigtig studere - videooptagelser af interaktioner mellem en voksen (ofte mig selv) og et barn med talesprogvanskeligheder, så bliver jeg ofte rigtig meget klogere på, hvad der er på spil for barnet og hvad der kan tænkes at være hjælpsomt for netop dette barn. Det lærte jeg på kandidatuddannelsens første semester. Video er desuden en fantastisk hjælp, når jeg skal forklare forældre, hvad de kan gøre for at hjælpe deres barn, fordi de kan se det. Både det, der lykkes og det, der ikke lykkes. 

Kan vi ikke bare droppe specialet?

Audiologopædi er et lille fag og derfor kan det være vanskeligt at få oversat, tilpasset og afprøvet test- og undervisningssmaterialer på dansk, fordi markedet er for lille. Der er en del eksempler på specialestuderende, som har udarbejdet eller oversat udenlandske materialer til dansk og afprøvet materialerne i en dansk kontekst. Det er afgørende, at vi har den slags data, hvis vi skal være i stand til at udrede mennesker med komplekse tale-sprog vanskeligheder. 

Alder

Det er ikke nødvendigvis nogen ulempe, at man er lidt ældre og har lidt mere livserfaring, før man kommer ud i en kompleks virkelighed som PPR-ansat. 

Jeg håber, at audiologopædi-studerende også i fremtiden vil have mulighed for at fordybe sig i faget igennem en 2-årig kandidatuddannelse. 

Henvisninger:

Listen over de afkortelsestruede uddannelser kan findes her. 

Lektor Laila Kjærbæk udtaler sig om mulige konsekvenser af reformen for audiologopædi som fag. Kan læses her.