Folkeskolen - også en dannelsesinstitution...

Folkeskolen – også en dannelsesinstitution…

Hvis folkeskolen skal leve op til sit ansvar og formål er det nødvendigt, at dannelsestænkningen integreres i skolens pædagogiske virke. Dette kræver en professionel fokuseret villen og opmærksomhed, der ikke ser og opfatter skolen som udelukkende et læringssted. For folkeskolen er nemlig andet og meget mere! Det er også et dannelsessted, hvor det handler om, at skolens praksis (også) skal udvikle mennesker, der (også) kan mestre selve livet, som er meget mere end kompetencer, færdigheder og innovation. Livet handler ikke udelukkende om at kunne være bedst i konkurrence med andre. Det handler også om, at kunne beriges af livet med andre.  

Dannelsesspørgsmålet er rettet mod tænkningen om det gode liv, og er optaget af hvordan mennesket bliver i stand til at leve et liv i overensstemmelse med sig selv og det fællesskab det agerer i. De sidste 10-15 år har dette fundamentale spørgsmål dog været kraftigt nedtonet i lyset af en uddannelsestænkning, der ensidigt har italesat kompetencer, test, evidens og målstyring som løftestang til bedre uddannelse. Uddannelse er blevet et retorisk overbegreb, som desværre har koloniseret store dele af det pædagogiske felt. Det har medført, at bl.a. dannelsestænkningen er faldet uden for den dominerende og unuancerede uddannelsesforståelse.  

Dannelsesdiskursen har dog ændret karakter og er på vej tilbage i et mere anerkendende og positivt skær. Det er godt for både skole og uddannelse. Men der er fortsat behov for en italesættelse og drøftelse af hvordan dannelsespørgsmålet didaktiseres. I den sammenhæng har læreruddannelsen et stort ansvar og må sikre, at dannelsens aktualitet og potentiale integreres og diskuteres i undervisningen. Således at den studerende og kommende lærer kan bedrive dannelsesfremmende undervisning, der understøtter elevens emancipation og kritiske selvudfoldelse i respekt og solidaritet med det omkringliggende samfund.