Et opgør mod en dogmatisk uddannelsespolitik

Jeg sidder i en bus og lader landskabet i Togo flyde forbi.

Grønne marker overalt, da vi er i regntiden. Jeg ser bomuldsmarker, men specielt yams, majs, hirse, bønner og lidt rismarker. Ellers er Togo mest kendt for at eksportere jordnødder, kakao og lidt kaffe.

Vi er på vej til det nordlige Togo, til landets næst største by Kara. Der er kun en hovedvej, i dette smalle land, så vi må ofte køre langsomt, når der er en lastbil, der skal overhales. Ikke nemt på de veje her. De lokale bønder, tørre ofte majs og yams på siden af asfaltvejen. De lever livet farligt, da biler, lastbiler og motorcykler suser helt tæt forbi deres afgrøder.

Som en olm tyr

Gad vide om der bliver lavet dødsstatistik på det? De bløde trafikanter, som cyklister og til dels motorcyklister der er mange af i Togo, må ofte køre helt ud i grøften, når vores buschauffør lader hornet gjalde ud i det grønne landskab. Som en olm tyr. Fra andre dele af Afrika, ved jeg, at det er livsfarligt at være blød trafikant, på sådanne veje.

Vi kører godt 400 kilometer nordpå, og de godt 7 timer i bussen får mig til at tænke på, at der er masser af symbolik i den lange tur nordpå. Det lange seje træk, der er og har været med at prioritere erhvervsuddannelse og kunsten at kunne et håndværk i store dele af Afrika. Udfordringen er dels en uddannelsespolitisk og dels en geografisk – kulturel.

Overproduktion af vidensarbejdere

Verdensbanken og andre internationale systemer, har presset mange lande til at overgå til videnssamfundet, hvor undervisningsministerierne skruer op for unges adgang til og gennemførelse af universitetsuddannelser. Et af resultaterne er, at erhvervsuddannelser prioriteres lavt. Samtidig har det betydet en overproduktion af vidensarbejdere og akademikere, der ikke kan få job, når de er færdige.

For nogle år siden, skrev jeg en artikel om, hvordan mange unge i denne del af Verden, i nabolandet Ghana overlevede ved at udvikle alternative kompetencer, som de så kunne bruge til at brødføde sig selv efter end uddannelse. Det drejede sig om en danser og musiker, en fodboldspiller og en automekaniker, (se artiklen i Kognition & pædagogik,  Årg. 19, nr. 73 (2009) ”Unges læring, deltagelse og identitet i Ghana”).

Geografisk ulighed

Den geografiske og kulturelle forklaring på den manglende prioritering af erhvervsuddannelserne i lande som Togo er, at der ofte er problemer med at fastholde de unge i uddannelse og erhverv i de nordlige fattige områder end i de sydlige fattige dele af landene i Vestafrika. Hovedstæderne ligger som ofte i syd med adgang til havet og havnene.

Det lange seje træk

Så den lange tur op nordpå symboliserer altså samtidig, det lange seje træk der skal til når der skal ske forandringer i kulturen.

I bussen sidder repræsentanter fra Børnefonden og det private konsulentfirma, Implement der i et samarbejde skal gennemføre et kursusforløb for erhvervsskole lærere. Det er både et eksperiment, der skal bryde hul på den geografiske ulighed mellem nord og syd, men samtidig et pilotprojekt, der skal gøre op med et uddannelsespolitisk dogme, der har hærget store dele af donorpolitikken i Afrika i mange år.

Med til 5 dages kursusforløbet i Kara, er der også repræsentanter fra Togos undervisningsministerium, en del forskere fra universitetet i Togo og både ledere og konsulenter (supervisors) fra de lokale erhversskoler.

Det tyder på, at der kan blive konsensus mellem de vigtigste partnere i forhold til intentionerne med en efterfølgende fastholdelse af kursusforløbet.

Så det lover godt.