Fars pige

Danmarks for tiden mest sete og på samme tid mest udskældte program på DR vækker vores forargelse. Ingen skælder for øvrigt i parentes bemærket ud på DR over, at de udstiller en pige på den måde, som de gør.

Stor er vores forargelse over, at Alva altid har direkte adgang til sin fars Platinkort og kan køre det igennem for at berige sig med øreringe, tasker og andre vilde luksusting. Alva er blevet kaldt et Curling barn. Men stop lige et øjeblik. Er det i virkeligheden ikke sådan, at Alvas fars fejekost bare er større end vi andres?

For er det ikke karakteristisk for de børn og  unge, der vokser op i dag, at vi alle forkæler dem og giver dem alt, hvad vi kan. Alvas far tjener så mange penge, at det rækker til Gucci og Chanel, men det er vel i princippet ikke værre, end det vi andre gør? Men rart er det selvfølgelig, at der er nogen, der gør det mere overdrevent end os selv. Det giver sådan en dejlig ro og selvtilfredshed.

Egentlig kan det ikke få mig op at ringe, at det er et Platinkort, der køres igennem. Det er helt andre temaer, der bekymrer mig. Som når far fejlagtigt tror, man skal være bedste venner  med sit barn. Når far ikke tør være en autoritet. Når far ikke sætter grænser og selv er grænseløs. Og når man glemmer, at selvværd ikke bygges af Chanel tasker eller billigere ting for den sags skyld.

Selvværd kommer indefra. Det sker, når de primære omsorgspersoner evner at vise dig, at du er god nok, præcis som du er. Ikke kun når make-up, hår og korsettet sidder perfekt. (Faktisk den scene jeg bliver mest trist over). Ikke kun når du er den, der bliver inviteret med til de rigtige fester. Og det er så her, jeg bliver bekymret på Alvas vegne.

For hun beskriver en tomhedsfølelse så hjerteskærende. En tomhedsfølelse, jeg møder hos rigtig mange unge i dag. Og selv mærkevarer kan ikke fylde det hul. Eller fjerne angsten for at fejle og ikke kunne leve op til alle de usagte forventninger, der lurer under overfalden.