Blog

Ny på bloggen

Psykolog blogger om livet og døden og alt det fantastiske midt imellem

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis du tør, så kom med mig

Psykologen på Bryggen

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i '94 og specialist i klinisk psykologi og sundhedspsykologi. Jeg er ansat på en Børne-Ungeafdeling og har egen praksis. Min væsentligste opgave er at inddrage mig selv kreativt og minimere den professionelle attitude. Dog uden at tabe min professionelle rolle af syne. De mennesker, der søger hjælp, mangler retning. De svæver i ingenting. Så min opgave bliver at give tingene retning igen og understøtte den handlekraft, der skabes gennem samtalen. At være medmenneske. At være til stede og nærværende og give samtalepartneren håb. Jeg blogger i min fritid om det moderne familieliv www.jeanneomfamilieliv.dk. Nu også her på Folkeskolen, hvor fokus vil være børn og unge. Jeg ser frem til komme i dialog med dig.

”Det er ikke bloggen folk følger, det er bloggeren”. Sådan står der i den velkomstpakke, jeg har modtaget fra Folkeskolen. Hvorfor så følge mig?, spørger du sikkert. Det skal du, fordi jeg har en vigtig kommentar til den tid, vi lever i, og fordi jeg brænder for børn og unges vilkår i dagens Danmark. Og jeg har stor faglig viden indenfor området. Hvis du tør, så kom med mig.

Lidt om mig

Jeg hedder Jeanne. Jeg bor sammen med min dejlige mand. Jeg har tre skønne børn fra et tidligere ægteskab. Og tre bonusbørn som min mand har bragt ind i mit liv. De er alle voksne i dag, og min største glæde er at se, hvordan de klarer sig i livet. Jeg har 2 års erfaring som blogger på min egen blog, der har ”Familie” som hovedoverskrift. Bloggens barn bliver nu denne blog på Folkeskolen, som især vil samle opmærksomheden omkring de samfundsmæssige grundvilkår børn og unge har i en præstationskultur og en tid, hvor vi er for dårligt udstyret til det, vi skal. Hvis du tør, så kom med mig.

Arbejdet som psykolog

Som psykolog på en af landets største Børne-Ungeafdelinger og med knap 25 års praksis erfaring inden for børn og unge området, deler jeg gerne ud af min viden her på bloggen. Som psykolog møder jeg hver dag børn og unge, der kæmper med det liv, der er blevet deres. Hvis du tør, så kom med mig.

Jeg skriver for dig

Jeg tager afsæt i mit eget liv og egne erfaringer personligt og professionelt. ”Blogger eller blotter?”, spurgte en bekendt som kommentar til min ofte meget personlige stil, hvor jeg skriver ærligt og autentisk også om alt det knap så pæne og perfekte. Men vi er ikke så forskellige du og jeg, tro mig. Så hvis du tør, så kom med mig.