Frihed, forberedelsestid og færre timer - vi skal bruge de dyrebare erfaringer fra coronaskolen

Under den første nedlukning var alting både nyt og overvældende. Enkelte elever nød godt af pausen fra skolen og roen til at fordybe sig, men der gik ikke længe, før jeg havde flere forældre i røret, der var dybt bekymrede for børnenes trivsel og ensomhed. Nogle elever har bare brug for at blive taget i hånden og blive hjulpet i gang. Nogle har brug for en støttende kommentar fra deres klassekammerat. Andre igen har brug for få en hånd på skulderen fra deres klasselærer, når de mister overblikket. 

Færre skift

Heldigvis kom vi tilbage til skolen igen, og her blev lærer-elev relationerne i den grad styrket. Der var færre skift i løbet af dagen. På min arbejdsplads havde en klasse typisk to forskellige lærere i løbet i af en hel uge, og jeg kunne i langt højere grad følge op på hændelser og konflikter. Normalt er det ikke utænkeligt, at en klasse har fire forskellige lærere i løbet af én dag, og så glipper meget, når børnene sidder med følelsen af, at læreren hele tiden er på vej videre. Men da vi var tilbage var der langt flere voksne omkring børnene, og klasserne var delt i mindre hold og bestod typisk af 10-12 elever. Man kunne hurtigt mærke, at eleverne voksede fagligt og socialt. 

Færre konflikter

Tidligere kunne eleverne komme ind fra pause og tage en konflikt med til undervisningen - havde bolden været over målstregen i frikvarterets fodboldkamp? Var klassens sjippetov forsvundet, fordi ingen havde taget det med ind? Den slags fyldte meget og tog hårdt på klassefællesskabet. Det kunne hurtigt hobe sig op til utrøstelige tårer og en vrede, der blev hængende i undervisningen.

Men fordi der var færre elever i klassen, var tiden bedre til at løse de få konflikter, de tog med ind og ellers havde de flere voksne i skolegården allerede løst udfordringerne.

Kortere skoledage

Da vi kom tilbage efter første nedlukning, var skoledagen også blevet kortere. Pludselig havde jeg ikke længere trætte elever, der ikke kunne rumme at sige pyt. Jeg havde ingen elever, der smækkede med dørene eller opgivende kastede sig hen over bordet. Tingene hobede sig ikke op. Eleverne slap for de lange skoledage. De slap for sene eftermiddage, hvor de ikke kan rumme hverken mere læring, flere udfordringer eller flere klassekammerater. Eleverne kom i skole med et andet overskud. Det havde en helt entydig positiv betydning for både elevernes læring og klassefællesskabet. 

Frihed og forberedelsestid

Vi rummer rigtig mange skønne, forskellige børn i folkeskolen. Børn der har brug for pauser, for at gennemføre en skoledag, og børn der er udadreagerende. Jeg oplevede, hvordan alle børn voksede i de faste rammer med faste lokaler og faste lærere. Tingene blev gjort på de samme måder. De var motiverede for at lære, og jeg oplevede selv, at jeg havde modet til at ramme ved siden af, fordi politisk bestemte mål og tests var lagt til side og overflødige møder forsvundet som dug for solen. Jeg havde pludselig tiden og friheden til min forberedelse.  

Der ingen tvivl om, at det har været et udfordrende år. De mange forandringer og uforudsigeligheden har taget hårdt på både lærere og elever. Men jeg synes alligevel, at vi har gjort os nogle dyrtkøbte erfaringer, som vi skal tage med videre til at skabe en endnu bedre folkeskole.