Dagbog fra en multi-Meet-mor

Foto: Privat – min søns ugeplan i 1. klasse

Kære dagbog

”Jeg holder af hverdagen - mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Altså hvis vi snakker om den helt almindelige hverdag, hvor alt er som det plejer at være. Hverdagene lige nu er af nød ekstremt strukturerede her. Den ellers daglige glæde ved at komme hjem og mødes omkring bordet med forskellige inputs er taget væk og erstattet med en non-stop familiesovs.

Jeg holder meget af mine børn og familie, men med de nye restriktioner melder en hyperkompleks sammenhæng sig – uden de sædvanlige og sociale energier indlejret.

Lad mig beskrive en helt ’almindelig’ hverdag hjemme hos os i sidste uge:

Kl. 8:10            

Jeg logger mig på Meet og siger god morgen og fører fravær med min 8. klasse. Desuden fortæller jeg dem om dagsorden for timerne og opgavernes indhold. Jeg underviser klassen i appelformer og imens er mine egne børn i gang med morgenmad.

Kl. 9:00            

Både min datter i 3. klasse og min søn i 1. klasse skal gå på Meet og tale med deres lærere. Jeg skal hjælpe min søn med at logge ind på mormors computer (som vi har måttet låne, da de i 1. klasse ikke selv har fået computere endnu). Min datter klarer selv at logge ind.

Kl. 9:15            

Jeg vender tilbage til min egen klasse igen, som i mellemtiden har siddet med en opgave selv. Kort efter kalder min datter. Hun skal have hjælp til at forstå en kort engelsk video, som de skal se. Jeg afbryder (igen) min egen online undervisning, for at gå ind på min datters værelse. Kort efter kalder min søn, som er kommet til at trykke på noget på computeren, så han nu ikke kan se klassekammeraterne. Da jeg bevæger mig tilbage i min lærer-stol, er jeg i sekunderne faktisk i tvivl om, hvilket spørgsmål jeg egentlig havde stillet til mine elever?!

Kl. 10:00          

Min søn i 1. klasse er færdig med dagens online-undervisning. Lærerne har sendt skema ud med daglige opgaver, som skal laves. Opgaver som langt hen ad vejen kræver min hjælp, støtte og opmærksomhed for at de bliver lavet. Han forsøger at kigge på en matematikside sammen med mig – mens jeg har 30 min. frikvarter.

Kl. 10:30          

En ny klasse venter på mig inde på Meet. Denne gang er det min 6. klasse. De arbejder med at skrive og senere filme deres egen nytårstale. Mens de skriver videre, slår jeg min mikrofon fra, men forbliver i ’Meet-mødet’, mens jeg stadig står til rådighed for mine elever, hjælper jeg min dreng med opgaver i ’Min første læsning’. En del gange i løbet af timen veksler jeg mellem lærer- og mor/hjælpe-rollen.

11:30               

Mine elever arbejder flittigt videre med talen, og endelig er der ved både at falde ro over spørgsmålene fra eleverne og min drengs koncentrationsbesvær. Det er nu, jeg skal fange hans opmærksomhed, tænker jeg. I det samme kommer min datter løbende ud fra sit værelse. Hun skal finde en ting, som starter med ’H’. Vi løber alle tre rundt i huset for at hjælpe – og i sidste sekund flår hun en håndsprit ned fra hylden. Jeg forsøger gentagende gange at få ro til at lave opgaver om Ida og Emil, men efter 4. eller 5. gang min datter kommer stormende ud i stuen med endnu et nyt bogstav, opgiver vi ’den første læsning’ for en stund. Storesøsters opgave er pludselig ret spændende og lillebror hjælper til med at finde ting.

12:00               

Jeg siger farvel til mine elever. Vi har alle spisepause – både mine elever, mine børn og mig selv. Egentlig burde jeg forberede mig til de næste timers lektioner, men i stedet trænger ungerne til bevægelse/luft. Vi cykler en tur, og da vi igen lander i huset, skal der laves frokost.

12:50               

Endnu en klasse venter. Et idrætshold får dagens opgave beskrevet, mens mine unger herhjemme får lov til at have deres første iPad session.

14:20               

Jeg siger god dag til mine elever, imens jeg mærker trætheden vælte ind over min krop som en dyne. ”Nu skal vi ud at lave noget, når du endelig har fri”, lyder det inde fra stuen. ”Skal vi ikke spille fodbold, løbe på løbehjul eller cykle til stranden, mor?”

Den første uge var hård – benhård. Alle i vores hus skulle vænne sig til en helt ny måde at køre skole på hjemmefra. Der har været råbt enkelte grimme gloser, men faktisk flere tårer om afsavn til klassekammerater og ikke mindst samværet i frikvarterne. Vi skal bestemt ikke undervurdere det sociale aspekt, som vores børn får i skolen. De savner interaktion med deres klassekammerater, og jeg savner voksne kollegaer at dele hverdagen med.

Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til uge 2, men jeg må indrømme, at utilstrækkeligheden som multi-Meet-mor er utilfredsstillende. Jeg kunne godt ønske mig reduceret kompleksitet i denne svære tid for alle. Det fortjener både mine børn, mine elever – og ikke mindst jeg selv!