Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Gode råd til at arbejde med digital dannelse
Tirsdag aften havde skolens personale inviteret forældrerådet for alle klasserne til en SAMskabelsesaften. Det var en aften med debat om digital dannelse, og hvordan vi som skole og forældre kan klæde børnene bedst muligt på til deres færden på de digitale platforme.
Foto: Trine Hemmer-Hansen
Til at sparke det hele i gang havde vi besøg af konsulent Rune Pedersen fra DCUM (dansk center for undervisningsmiljø). Han listede fem gode råd op til både lærere og forældre, som vi sammen kan bruge i forhold til at hjælpe de unge med at færdes på de sociale medier.
Kære skole
Jeres elever vil gerne have hjælp til deres digitale liv. Her er 5 tips til jer fra børnene selv:
5 gode råd til lærerne:
1. Sæt tidligt ind
Dårlige vaner er svære at komme af med, og danske børn begynder generelt tidligt med at bruge internettet. Allerede i indskolingen dannes de gode digitale vaner.
2. Undervis
Giv eleverne mulighed for at øve sig i skriftlig kommunikation og de tilhørende udfordringer. Lær dem alternative måder at reagere på i konfliktsituationer. Integrer webetik, sikkerhed og brug af app-indstillinger i undervisningen.
3. Lav regler
Lav synlige og tilgængelige digitale adfærdsregler for både skolen og i de enkelte klasser. Reglerne skal udvikles i samarbejde med eleverne, og de skal opdateres i takt med, at de sociale medier ændrer sig, og i takt med at eleverne bliver ældre.
4. Inviter forældre
Hold forældremøder om digital adfærd. Møderne kan indeholde oplæg om de dynamikker der er på spil i digital mobning samt dialog om børns netbrug.
5. Vær positiv indstillet
Vær åben og positiv overfor den digitale verden. Hvis eleverne mærker modvilje, risikerer man, at de afholder sig fra at inddrage de voksne, selv om der er behov for det.
--------
Digital dannelse er et vigtigt emne at diskutere på skolerne. Det er for mig betydningsfuldt, at hver enkel skole tager stilling til, hvordan de arbejder med emnet.
Rune Pedersen kickstartede en god aften med snakke og diskussioner blandt skolens personale og forældregruppe.
I næste uge beskriver jeg de fem gode råd til forældrene.