Derfor vil jeg være lærer

Som barn af en folkeskolelærer, har det måske altid virket naturligt, at jeg selv skulle blive lærer. Men det var ikke før i sommers, at det kom som et lyn fra en klar himmel – tænk sig, at jeg overhovedet ikke havde overvejet at blive lærer, og hvilke muligheder det rummede.

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker, men hvordan, det kunne jeg ikke finde ud af – og der skulle mange overvejelser og mislykkedes forsøg til, før jeg fandt ud af det. Først forsøgte jeg som pædagog, dernæst et halvt år som engelskstuderende på KU, efterfulgt af drømmen om at være kosmetolog. Og på trods af at det gik godt som engelskstuderende, blev stoffet for omfattende, og jeg kunne ikke fornemme virkeligheden eller det som jeg lærte i praksis. Jeg manglede det menneskelige aspekt.

Før min studiestart, mødte jeg mange fordomme, og folk der var forbavset over mit valg. Selv til min køreprøve, da jeg nævnte at jeg skulle studere til lærer, sagde min prøvesagskyndige: ”Nå ja, men hvis man gerne vil have en masse skrigende unger i nakken og ingen forberedelsestid, så skal man da gøre det”.

Men det er jo ikke det, det handler om. Kun udadtil.

Jeg har også oplevet at få kommentaren ’tænk, at du gider det’, eller ’det må da være meget nemt’. Men nej, det er ikke nemt. Selvom jeg kun er i færd med mit andet semester, har jeg allerede fået en meget større indsigt i, hvad det vil sige at være lærer. Det er i den grad en undervurderet uddannelse, som ikke helt har fundet sin berettigede plads i samfundet endnu.

Selvfølgelig skal man have styr på sin faglighed, som ethvert andet erhverv kræver, men det handler ligeså meget om hvordan vi håndtere hinanden som mennesker, og hvordan vi opnår det bedste miljø for hver enkelt af os – for vi mennesker er ret komplekse.

Det er ikke nemt at indgå i et fællesskab, ej heller at begå sig med sin egen identitet i en verden fuld af valg og muligheder. Og det hele foregår i skolemiljøet.

Den første tid på læreruddannelsen har derfor været spændende, men udfordrende. Der har været stor fokus på at danne sig sin egen identitet, egne holdninger og standpunkter som lærer – og samtidig at skulle forholde sig til dét, som vi skal kunne præstere som lærer (for ikke at nævne grammatik!). Det i sig selv er ikke nogen nem opgave, men ikke desto mindre, oplever jeg læreruddannelsen som et samarbejdsfyldt og solidarisk fællesskab, hvor der er plads og tid til at påtage sig rollen som lærer i sit eget tempo.