Blog
"Hvilken diagnose har han mon?"
Der bliver smidt om sig med diagnoser i den danske folkeskole, i særdeleshed ADHD-diagnosen. Mentaltræner Erik Østergaard mener om denne sag, at "Problemet er, at så snart du giver en diagnose, giver du en identitet. Så er du syg og sygeliggjort (...) Det er et problem, fordi vi symptombehandler i stedet for gøre noget ved vores livssituation"
Diagnosekulturen i Danmark er steget eksplosivt siden årtusindeskiftet. Mere præcist var der, i år 2000, 1.351 ADHD-diagnosticerede børn, og dette antal steg til 17.727 i år 2015, og herfra er statistikken ikke at finde. Dette må være et råb om hjælp fra den danske folkeskole, og ikke mindst læreruddannelsen, som uddanner lærere til at have en tro på, at enhver urolig dreng må have en diagnose. Hvor blev Ole Kyed (cand. Pæd. Psych), og hans teorier om ’børn med særlige forudsætninger’ af? Ole Kyed er forfatter bag bogen ”De intelligente børn”, som netop omhandler disse børn med særlige forudsætninger. Jeg har det tæt på livet, da jeg selv er en af disse.
Der må findes en løsning
I min skolegang opdagede man, allerede i børnehaveklassen, at jeg kedede mig bravt, og man besluttede her at rykke mig direkte op i 2. klasse, således at jeg altså sprang første klasse over. Dette viste sig at være en god beslutning, men det var blot stilhed før stormen. På dette tidspunkt gik jeg på privatskole, som fuldstændigt opgav at forstå mig, hvorfor jeg flyttede skole. Det viste sig så at indlede en jagt fra systemer, lærere, SSP-medarbejdere m.fl., som alle havde en fælles agenda: ”Alexander skal udredes, og have ADHD-diagnose”. Det var jeg ikke enig med dem i, og det var min mor heller ikke. Vi var enige om, at jeg bare var Alexander.
I dag går jeg på læreruddannelsen, og vi bliver stopfodret med filosofier om, at urolige drenge straks skal udredes, og ADHD-medicin bliver omtalt som et mirakelmiddel. Der findes imidlertid ingen studier på, hvad langtidsvirkningerne er på midler som Ritalin. Hvor blev accepten af, at børn er børn, af?
ADHD og kriminalitet er rystende statistikker, hvor vi bør se på, at Rosenthaleffekten ikke er udviklet uden årsag. Disse drenge ryger udenfor systemets ”kasser”, de får diagnose, og nu er det ikke ’bare’ Alexander, nu er det ”ham med diagnosen”. Alexander har altså pludselig en blåstempling at leve op til, fordi børn ikke vil skuffe.
En stor misforståelse
Ole Kyed skriver, i sin bog ”De intelligente børn”, at: "Vi siger gerne, at alle børn skal have lige muligheder. Fint nok. Men hvis vi vender den om og siger, at en mus og en elefant skal have samme mængde føde, vil den ene dø af sult. Således også med børn". Altså, hvis vi forventer, at eleven er en mus, passer elefanten ikke i kassen, og så forsøger vi at omvende den til en mus. Hvor meget mening giver det? Diagnoser underkendes ikke, men jeg synes, man skal have lidt menneskeligt overskud og sund skepsis, og måske bare anerkende præmissen om, at alle ikke er ens.