Børn med autisme
Blog
Skæld ud virker ikke!
Hvilket menneske han holde til at blive irettesat, skældt ud og følt sig uretfærdigt behandlet i flere år? Det kræver en stærk lille dreng at være Kasper, hvis han skal gennemleve 10 år i folkeskolen, uden at hans selvværd tager skade.
Beskederne på skoleintra ligger dagligt klar til Kaspers mor:
- Kasper har IGEN været i konflikt med Peter
- Kasper hører ikke hvad de voksne siger
- Kasper kom ikke tilbage efter frikvarteret i dag
- Hvis Kasper ikke lærer, at tage sig sammen, så vil det gå ham skidt senere i livet!
Kasper er 10 år og går i 4.klasse. Han har ADHD og gør hver dag, det bedste han kan. Men det bedste er ikke godt nok i dagens folkeskole. Kasper oplever lærere, der kigger på ham med irritation i øjnene, der ryster på hovedet, der hæver stemmen, der skælder ud og stiller krav, som han ikke kan efterleve.
Kasper vil gerne gøre det, som hans lærere forventer af ham, men han kan ikke. Lærerne tror, at Kasper godt kan, men at han ikke vil. Den modsatrettede opfattelse af, hvad Kaspers adfærd er et udtryk for, skaber en konflikt mellem skole og hjem. Mellem lærerne og Kaspers mor.
Det kræver en stærk mor, der kan ryste alle de negative beskeder af sig, ranke ryggen, smile til Kasper og støtte ham i den måde, som han oplever verden på.
Tænk hvis Kaspers mor skrev til lærerne på skoleintra:
- Læreren har glemt at gennemgå den sociale historie, som vi har skrevet sammen med Kasper, så han kan overskue legen med Peter
- Læreren glemte, at mundtlige beskeder forsvinder i det øjeblik, hvor de er sagt, og at beskederne skal skrives på tavlen, så Kasper kan se dem, og dermed huske dem.
- Læreren glemte at give Kasper et minutur med ud i frikvarteret, så han husker at komme ind, når frikvarteret er slut.
- Når læreren har gjort sine forventninger tydelige ved hjælp af visuelle skemaer og guidelines og dermed sikret sig, at Kasper ved, hvad han skal, så kan han.
Det er let at knække menneskers selvværd. Det er let at få Kasper til at opgive skolen. Drenge som Kasper kommer lettere ud i asociale parallelforløb, hvor kriminalitet, stoffer og lavt selvværd sætter dagsordnen.
Det er vores opgave i folkeskolen at lytte til Kasper og hans mor. At lægge den automatiske følelsesmæssige reaktion væk, og tage den professionelle, fornuftige og forstående relation frem. Samarbejde og positive, anvisende beskeder støtter både Kasper og hans mor.
Kasper gør det, så godt han kan.
Hvis han ikke kan, så skal læreren ændre sin undervisning, så han kan.
Alle børn skal blive så dygtige, som de kan - også børn med ADHD