Blog
Afgangsprøve: Juhu – vi skal i arbejdstøjet igen!
Overskriften kunne henvise til, at vi netop er begyndt et nyt skoleår – og det er da også dejligt. Men det jeg hentyder til er, at vi igen skal i gang med at udforme oplæg til mundtlig afgangsprøve i matematik i 9. kl. Den mundtlige prøve i matematik efter 9. er nemlig kommet igen - og som gruppeprøve!
Danmarks Matematiklærerforening har kæmpet for at få genindført den mundtlige gruppeprøve i matematik i mange år. Først da gruppeprøven blev afskaffet i 2005 og eleverne skulle til mundtlig matematikprøve alene, selv om der var andre i lokalet. Og igen ved den sidste revision af prøverne, hvor der blev indført prøver i stort set alle fag – nogle af dem i udtræk, men mundtlig matematik gled helt ud.
Vi har sagt det til skiftende ministre uden held: Giv os en mundtlig gruppeprøve, så eleverne får mulighed for at vise det, der virkelig betyder noget i matematik - at argumentere og ræsonnere sig frem til de bedste matematiske løsninger på virkelige problemer. Det er sket nu - og vi har stadig ikke fået armene ned!
Ja det er kun til udtræk, men ca. en tredjedel af alle afgangselever, der skal til FSA i juni 13 vil få mulighed for at vise, hvad de kan indenfor nogle af de matematiske kompetencer, som kan være vanskelige at vise uden at sige noget. Til prøven skal eleverne arbejde med et ”oplæg med tydelige problemstillinger, som giver eleverne mulighed for at vise matematiske kompetencer, viden og kunnen” – som der står. Det stiller store krav til oplæggene.
Derfor trækker Danmarks Matematiklærerforening i arbejdstøjet
Over 20 matematiklærere fra hele landet samles i weekenden for at starte arbejdet med at fremstille gode prøveoplæg til alle landets matematiklærere. Vi har travlt, for de skal være klar i god tid inden prøveterminen. Selve prøvevejledningen kender vi ikke ordlyden af endnu, men vi ved, at ministeriet arbejder på højtryk for at få den klar.
I løbet af efteråret vil der rundt om i hele landet blive tilbudt kurser i den nye prøveform i matematik. Det er Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der i samarbejde med centre for undervisningsmidler, står for disse kurser, men de fleste af Danmarks Matematiklærerforenings lokale kredse vil også kunne tilbyde kurser eller workshops for lærere, der ønsker at være klar til den mundtlige prøve i matematik.
Tag kollegaerne med på kursus
Det er ikke kun lærere, der underviser 9. kl. der kan få glæde af et kursus. Det er en rigtig god anledning til at tage mundtligheden op i fagteamet. Hvorfor ikke tage samlet på kursus og bliv inspireret til at styrke den gode matematikundervisning på skolen?
Link til prøvebekendtgørelsen:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=142723