Litteraturen skal være et frirum – og arbejdet med den skal ikke foregå med en tjekliste

Læs teksten, bestem genren, kortlæg de stilistiske træk, bestem synsvinkel og fortællerforhold, lav en personkarakteristik, diskutér tekstens miljø og stemning, saml op og fortolk!

Sådan blev mine klassekammerater og jeg i grove træk præsenteret for skønlitteratur hele vejen gennem folkeskolen og i gymnasiet. Altid med udgangspunkt i den samme tjekliste på mellem en og tre A4-sider, som vi blev stærkt opfordret til at gennemgå slavisk hver gang et stykke skønlitteratur var en del af dagens danskundervisning. Lad mig bare sige, at min glæde ved litteraturanalyse var meget lille efter mere end 10 år med dén tilgang. Når jeg tænker tilbage, får jeg den fornemmelse, at mine lærere ikke havde tiltro til, at vi kunne læse og forstå den litteratur, vi blev præsenteret for, hvis ikke rammen var helt skarpt optegnet. Graden af frihed var lille, og muligheden for en mere legende tilgang og friere fortolkning var meget begrænset.

Bedre sent end aldrig

Ironisk nok var det først på danskstudiet, jeg lærte at elske (og måske forstå) litteraturanalyse. Jeg valgte Dansk i et kommunikations- og medieøjemed, og bestemt ikke med udgangspunkt i det skønlitterære felt. Men det blev hurtigt mit foretrukne fag, og da jeg senere skulle vælge tilvalgsfag, bacheloremne og specialeretning, var der ingen tvivl om, at det skønlitterære var min force og det jeg havde lyst til at bygge videre på.

Det var altså først på universitetet, jeg opdagede at litteraturanalyse var spændende og øjenåbnende. Det eneste der skulle til, var undervisere, der præsenterede mig for en række litterære teorier og metoder, jeg kunne betragte teksterne igennem. Litteraturanalyse blev pludselig meget mere end en slavisk gennemgang med en tjekliste ved hånden.

Den begyndervenlige mellemvej

Det er muligt, at jeg tidligere (gennem hele folkeskolen og gymnasiet…) har været uheldig at ramme lærere, der ikke var passionerede omkring litteraturen. Jeg håber ikke, at det er flertallet af eleverne, der har samme oplevelse som mig, for jeg tror fuldt og fast på, at litteraturen er en god måde at forstå sig selv og verden på, og det er ærgerligt, hvis muligheden for dette går tabt på grund af manglende passion hos lærerne. Jeg tror på, at hvis alle lærere, der vælger at undervise i dansk, lader eleverne mærke deres begejstring for det, de læser, og hvis de samme elever ikke fastlåses i bestemte måder at læse på, er der større sandsynlighed for at litteraturen åbner sig og bliver et frirum for dem – og det er vel alles gevinst?

Jeg anerkender, at rammer i undervisningen er gode (og nødvendige), også for litteraturarbejdet. Selvfølgelig er et tydeligt udgangspunkt rart, og for den uerfarne litteraturanalytiker er det vigtigt at have nogle redskaber at tage fat i. Men ligefrem at bede eleverne om en tjekliste-gennemgang af teksterne, kan da kun kvæle en spirende litterær interesse. Mit alternativ til udførlige analyseark er ikke en gennemgang af psykoanalytisk, feministisk eller biografisk litteraturteori – det kan vente til voksenstudierne – men en begyndervenlig mellemvej, der hverken binder eleverne eller slipper tøjlerne helt. Skub dem forsigtigt i gang, hav lidt tiltro og lad være med at kvæle nysgerrigheden i personkarakteristikker og synsvinkler – lad rammerne være der, men lad dem være åbne og til fortolkning.

....................

Hvis du er blevet nysgerrig efter at læse mere om når børn skal analysere litteratur, kan du læse min artikel om emnet på Blivklog.dk.