Anders Thorsen

Blog

Vi basher løs på de unge under coronakrisen – men det fortjener de ikke!

Mens corona-smittetallene her i efteråret er steget, er de unge blevet gjort til syndebuk. Det er ikke rimeligt, for vi har den bedste ungdomsgeneration nogensinde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Det er jo jeres skyld, at smittetallene stiger!” Sådan startede en fortælling på Facebook, jeg for nyligt læste. Den var skrevet af en ung, der fortalte om en tur i supermarkedet, hvor hun var blevet skældt ud af en ældre kvinde. Den unge kendte hende ikke og havde intet forkert gjort. De havde endda ikke talt sammen. Alligevel mente den ældre kvinde, at den unge skulle tage mundbind på i supermarkedet, selvom det ikke er påkrævet.

Historien er ikke enestående. Så snart corona-smitten begyndte at stige – særligt blandt de unge – begyndte ungebashingen i sociale mediers kommentarfelter og på gader og stræder. Det var som om, at mange fik bekræftet deres fordomme om, at den er helt gal med ungdommen i dag.

Jeg undrer mig over, at så mange går i den-er-helt-galt-med-ungdommen-nu-til-dags-selvsving, så snart nogle unge spiller lidt for højt med en soundboks eller kommer til at kramme et andet menneske.

Anders Thorsen

Jeg er uddannet lærer fra Læreruddannelsen i Aarhus i 2012 med linjefagene dansk, samfundsfag og geografi. Jeg arbejder i udskolingen på Bagsværd Kostskole og Gymnasium, og derudover blander jeg mig ofte i debatten om skole og uddannelse i Danmark. Min debatbaggrund er fra Politikens Debattør- og kritikerskole i 2013 og CEVEA's Lærer og meningsdanner i 2016. Twitter og Instagram: @AndersRegnar

De unge er meget mere fornuftige, end de for kredit for

Men den er ikke helt gal med ungdommen. Tværtimod. Jeg vil påstå, at vi har vi den bedste ungdomsgeneration nogensinde! De går meget mere i skole end tidligere, de får højere karakterer og tager sig mere uddannelse end nogensinde. Derudover er de også den allermindst kriminelle generation nogensinde, og de begynder at drikke alkohol senere end deres forældre. Den danske ungdom er den ungdom i verden, der ved allermest om demokrati, og det er dem, vi kan takke for en historisk høj valgdeltagelse ved det seneste europaparlamentsvalg.

Og så har jeg ikke engang nævnt deres engagement i klimakampen, som mange også skældte dem ud for. Det var nemlig også åbenbart galt! Mange mente, at de skulle passe deres skole i stedet for at strejke.

Jeg er lærer og arbejder hver dag med teenagere. Tro mig, de laver de fejl og træder ved siden af. Af og til er de endda mega irriterende. Men langt, langt, langt den meste af tiden bliver altså brugt meget mere fornuftigt, end vi giver dem kredit for. Det bør vi huske på, næste gang vi sidder over æggemaden i kantinen og basher løs på unge til kollegaerne, eller når vi sidder sent om aftenen på sociale medier med lyst til at udpege dem til syndebukke for coronaen.

I stedet bør vi være stolte af vores danske ungdom. Det fortjener de!