Hvorfor må jeg ikke sammenligne omskærelsen med dåben? Er de ikke begge et ritual og dermed sammenlignelige?

Som religionslærer har jeg til tider været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle vise en lidt grænseoverskridende film, nogle voldsomme billeder eller nogle meget radikale udsagn for eleverne. Det er bestemt ikke unormalt for en skolelærer at gøre sig disse overvejelser... snarere tværtimod!

Men hvad angår en sammenligning mellem omskærelse og dåb må jeg blankt erkende, at jeg aldrig har overvejet ikke at nævne dem i forlængelse af hinanden, da de jo begge repræsenterer et overgangsritual, og jeg derved har tænkt, at en sammenligning var oplagt. Men med al den heftige debat er det selvfølgelig oplagt at revurdere sin undervisning og overveje, om noget kunne gøre anderledes.

Formålet med undervisningen

I vores formålsparagraf står der, at vi skal gøre børnene fortrolige med dansk kultur og historie og give dem en forståelse for andre lande og kulturer.

Endvidere står der, at skolen skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Hvis man skal opnå en forståelse for andre kulturer tænker jeg, at det er altafgørende at anskue en religions traditioner og ritualer på religionens egne præmisser. Ellers kan man vel ikke tale om en forståelse?

Ligeledes tænker jeg, at ordet ligeværd kun kan komme i spil, hvis man ligestiller de forskellige religioners traditioner og ritualer.  

Med dét i tankerne synes jeg bestemt, at man skal sammenligne de to ting.

Men hvad hvis det vitterligt er et overgreb på disse drenge? Bør jeg så ikke tage afstand?

Min rolle som underviser

Det gør da klart indtryk, når en læge udtaler, at indgrebet ikke er uproblematisk og når en ung jødisk mand siger, at han gerne selv ville have haft valget. Selvfølgelig gør det dét. Og rent personligt synes jeg også, at det burde være et valg for den enkelte. Men jeg bliver nødt til at forholde mig til det faktum, at jeg i klasselokalet er den professionelle lærer, der har et job, som skal udføres.

Flere gange har jeg undervist de yngste elever i, hvordan man byder et barn velkommen hos henholdsvis kristne, jøder og muslimer. Jeg har fortalt dem om den kristne dåb, den jødiske omskærelse og navngivning og den muslimske hvisken (trosbekendelsen) i øret og omskærelsen. Vi har talt om, at fælles for ritualerne er, at de alle er velkomstritualer, og at de ikke kan gøres om. I forlængelse af dette taler jeg i øvrigt altid med klassen om, hvad man gør, hvis man ikke er troende.

Men hvad betyder det så for min undervisning?

Summa summarum har debatten været oplysende for mig, idet jeg har måtte argumentere for min undervisning over for mig selv, hvilket kun kan være positivt. Jeg er dog kommet til den konklusion, at jeg fortsat vil drage paralleller mellem omskærelsen og dåben, idet de begge formidler et individs indvielse i et religiøst samfund og derved er sammenlignelige.

I øvrigt synes jeg, det er en rigtig sød fortælling med en meget vigtig pointe. Nemlig, at vi trods vores forskelligheder som mennesker sagtens kan mødes som venner.