Folkeskolens naturfagsrådgiver

Blog

Den første uge – OG hvilken uge

Mikroudbrud af smitte med Corona i skoledistriktet, mødet med ni forskellige klasser, forhåndstilmelding til nye skriftlige prøver i naturfag, opstart på udvikling af teknologiforståelse, tur ud af skolen, forældrekontakt, samarbejde med kollegaer, møder …. Nå ja, havde nær glemt undervisningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette er en helt almindelig beretning om en lærers første uge af et skoleår. 

Corona i skoledistriktet

Folkeskolens naturfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Mette Mellerup er Folkeskolens naturfagsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: mettemellerup74@gmail.com

At havne i orkanens øje, det kan man roligt sige, at vi gjorde i denne uge. Vores skole er placeret midt i et distrikt, som har oplevet et mikroudbrud af corona. Det har medført fokus fra medierne og kommunen. Det har medført en del mails og ekstra forældrekontakt. Det har medført at vi har manglet elever fra skolestarten. Det har medført mange spørgsmål fra egen familie og venner. Ikke mindst har det fået mig til at reflekter over pandemier og hvordan de håndteres professionelt og personligt. 

Vi er ikke home safe endnu, men det skal nok blive almindelig hverdag igen.

Gensyn med nye og gamle elever

Ugens undervisning har budt på gensyn med nye og gamle elever. Ni klasser i alt. Jeg priser mig lykkelig for, at ikke alle relationer var nye. At møde nye elever og skabe en relation til dem er for mig en af de mest ressourcekrævende opgaver i vores job. Denne opgave er en af dem, som gør at man går træt hjem om eftermiddagen.

Forhåndstilmelding til nye skriftlige prøver

I dette skoleår har UVM valgt at afprøve nye skriftlige prøver i naturfag for de skoler, som er med i projektet. En opgave, som jeg havde glemt alt om inden ferien, men som lige blev gravet fra med lidt hjælp. Hvis du er mere interesseret i disse prøver, så spørg din skoleleder eller skriv til mig. Forhåndstilmeldingen skal ske senest den 18/8 2020.

Opstart af teknologiforståelse 

Næste skoleår skal vi alle være en del af teknologiforståelsen. Om det bliver et selvstændigt fag eller indlejret i skolens fag, det ved vi endnu ikke. For at komme (lidt) på forkant med denne astronomiske opgave, har vores ledelse valgt at begynde i år. Sammen med en kollega skal jeg undervise elever i forskellige forløb og udvikle egen forståelse samt viden om dette fag. En udviklingsopgave, som jeg elsker, men som også kan frustrere mig. Der er ingen nemme svar! At være på bar bund fagligt er ikke nogen nem opgave. 

Tur ud af huset

Ugens absolut bedste dag – fagdag. Den samme klasse fra 10.25 til 15.10. I denne uge gik turen til Aqua. Her blev 9.a undervist i vandmiljø. Tre forskellige søtyper blev undersøgt. Temperatur, PH-værdi, iltmålinger, sigtbarhed, nitrat og sammenhænge mellem målingerne blev ivrigt debatteret. Herefter en is og en tur på vandlegepladsen. At se elever i 9.klasse løbe rundt og lege med vand, det er så livsbekræftende.

Forældrekontakt, samarbejde og møder

En uge med en del mere forældrekontakt end normalt pga. corona. Samarbejde med kollegaer om undervisning. En del planlægning er sket over Messenger, da tiden var lidt knap. Her priser jeg mig lykkelig for at kende mine samarbejdskollegaer og have arbejdet sammen med dem så længe, at vi nærmest kender hinandens tanker. 

Undervisningen

Fire 9. klasser til naturfag, 5. og 6. årgang til natur og teknologi. På hjemmebane med faglighed, arbejdsmetoder og strukturen.  Her priser jeg mig lykkelig for erfaring og en rygsæk, som er prop fyldt med ideer, materialer og netværk. 

Hvad vil jeg med dette indlæg?

 Jeg vil vise en hverdag, som er fyldt med opgaver. En skoleuge som på de sociale medier vil stå under: 

#Mangeboldeiluften

#Velkommen til et helt almindeligt lærerliv

#Omstillingsparathed

En hverdag som til tider kan virke kaotisk og presset, men også MIN hverdag, som jeg er vild med. 

Med håbet om alle får et godt skoleår. Pas godt på hinanden og specielt de nye kollegaer, som træder deres første år i folkeskolen som lærer. De kan som os garvede ikke prise sig lykkelige for meget – endnu.

Hvis der er nogen kollegaer, som har overskud efter den første uge, så kunne det være sjovt at se hvilket # du ville sætte på denne uge. Så skriv gerne i kommentarerne, hvordan din første uge har været.

PS: Der var jo også lige et pressemøde i denne uge, men det orker jeg slet ikke at kommentere på. Lad os få de skarpe fagpolitiske skribenter til tasterne, vi har aldrig haft mere brug for jer end nu.