Eleverne bekymrer sig om udsigten til konflikt.

Vi voksne er ikke de eneste, der med bekymring ser frem til et muligt konfliktscenarie. Deadline er nået, og forhandlingerne er brudt sammen en efter en. Nu er det op til Forligsinstitutionen at forsøge at redde trådene ud. 

Både mine kolleger og jeg oplever, at eleverne stiller mange spørgsmål om konflikten, fordi de på vanlig vis har hørt brudstykker ved middagsborderne eller i medierne. Samfundsfagsundervisningen er selvfølgelig det oplagte forum til en sådan snak, men den kan for så vidt tages i alle fag. Samtidig er det en svær øvelse for læreren at holde tungen lige i munden og ikke lade sin lede ved hele situationen være alt for gennemsyrende for uddybningen.

Voksne kan da løse alt, ik´?

Mange børn har en opfattelse af, at de voksne kan løse alt. Der er de vant til, og derfor kan det være svært at forstå, at man her står med problemer, der ikke umiddelabrt kan løses, og hvor det at finde et kompromis synes umuligt. Jeg synes selv, at det var en udfordring at give en saglige redegørelse for det hele. Særligt med 2013 i bevidstheden. Jeg tror, det lykkedes nogenlunde. Jeg lagde op til, at eleverne fulgte med i medierne, og i øvrigt spurgte, hvis der var noget, de ikke forstod.

I øvrigt fristes jeg til at indskyde, at dagens mange spørgsmål indirekte underbygger gårdsdagens artikel her på Folkekskolen om unge menneskers politiske engagement i Danmark. De unge vil gerne vide noget, og de vil kende til baggrunden for en evt. kommende strejke eller lockout. Hvorfor er det ikke alle, der strækker? hvad hvis alle politifolk strækker? hvad hvis alle sygeplejersker strækker? Rækken af spørgsmål er mange, og de fortjener ordentlige og fyldestgørende svar. 

http://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2018/02/ungdomsforsker-om-up18