Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Er forhandlingerne en politisk mudderpøl?

Politikerne bør ikke deltage i overenskomstforhandlingerne eller have en mening om dem. I virkelighedens verden oplever vi dog konstant politisk indblanding. Så hvad er op og ned?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er noget, jeg ikke forstår. En af grundpillerne i vores samfund er magtens tredeling. Belært af historien har vi indrettet vores samfund således, at den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er adskilt permanent. Det er noget af det første, vi lærer vores elever i ottende klasse, når de tager hul på samfundsfag.

Denne indretning har til formål at forhindre, at tingene ikke bliver rodet sammen. Magthaverne kan ikke blande sig i domstolenes anliggender osv.

Så langt, så godt og hvad så? I de igangværende og stadig resultatløse forhandlinger er den danske model, som jeg tillader mig at antage, at læseren af dette indlæg kender til, et helt centralt omdrejningspunkt. Det er den forhandlingerne burde hvile på. Læg mærke til, at jeg sagde, ”burde”. Også denne model har i sin oprindelse blandt andet til hensigt, at politikerne ikke skal blande sig i faglige forhandlinger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Det er kort sagt ikke et politisk anliggende.

Det politiske vadested.

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

I DR Debatten fra den 8. marts med titlen ”Storkonflikt på vej?”, spørger Clement Kjersgaard, hvorfor det er så vanskeligt at indrømme, at forhandlingerne i høj grad er et politisk anliggende, når nu politikerne på ingen måde formår at blande sig udenom. Noget tydeligt svar får han ikke.

Fra flere partier lyder nu en opbakning til de offentligt ansatte. Kristian Thulesen Dahl (DF) har udtalt, at der er ”en bodsgang at gå over for lærerne” på baggrund af lockouten i 2013. De Radikales formand, Morten Østergaard, udtaler:

Det er fandeme afgørende, at man finder hinanden i en aftale, hvis ikke det fortsat skal være svært at rekruttere lærere og få arbejdsdagene til at hænge sammen på skolerne".

Desuden fortryder han måden, L409 blev skruet sammen på. Det er han ikke den eneste, der gør.

Socialdemokraterne melder blankt, ikke at forveksle med spejlblankt, at de respekterer den danske model, og at man som politiker bør holde sig ude af forhandlingerne. Hermed er vi tilbage til det, jeg ikke forstår:

Hvis dette ikke er en politisk kamp, hvad er det så? Hvis ikke tingene allerede er filtret godt og grundig ind i politisk retorik, politisk funderede argumenter og først og fremmest politikere, der blander sig på godt og ondt, hvad er det så? Kom tilmed ikke og sig, at Socialdemokraterne ikke forstår sig på satire. Jeg kan ikke opfattes deres udmelding som andet end tragikomisk set i bagklogskabens ulidelige lys.

Slutteligt kan jeg kun håbe på en løsning, inden man, som jeg, sendes i strejke d. 4. april. Det kunne jeg virkelig godt undvære. Jeg behøver for den sags heller ikke blive lockoutet igen.