Bliver pædagogik gammeldags?

Johannes tænkte tit tilbage på sin veloverståede lærergerning og dens udfordringer. Som han stod der med mikrofonen sat fast i blusen for at give den svagthørende en chance, med piktogrammer som skulle lette skolegangen for nogle andre, med gule og røde kort til ære for en dreng som havde gavn af den form for vejledning. Da havde Johannes tit tænkt på sin egen mor som også var lærer. Hun havde ikke haft en chance.

Mens han tændte for smartboardet, spiste et par piger deres madpakke. De skulle endelig have lov til det, når det var muligt, nøjagtigt som de to drenge der skulle løbe omkring flagstangen, inden undervisningen krævede ro. Johannes havde ofte undret sig over at der kunne være så stor forskel på morens arbejde og hans eget, at moren nok ikke ville have evnerne og tålmodigheden til at klare sig i Johannes' skole.

Moren, som da hun blev ansat i 1960 , spiste sin madpakke sammen med de andre lærerinder i pedellens rum i kælderen, moren, som kunne finde på at stikke en lussing, moren, som flere gange sendte en beskidt pige hjem for at vaske sig.

Pludselig slog det Johannes at hans yngre kolleger i disse år med Corona havde betrådt nogle stier som var helt ukendte for Johannes. Den virtuelle hjemmeundervisning. Johannes var blank. Allerede NU efter 2 år følte Johannes sig outdated. Om eleverne vidste han heller ikke meget: Var børnene vilde med afstand? Var de blevet anderledes efter årene med Corona? Legede de ikke lege hvor der var fysisk berøring?

Og hvad med de pædagogiske ideer? "Børn gør det rigtige hvis de kan", "Ansvar for egen læring", "Mobbefri skole."

Uha, der var mange ting Johannes ikke vidste om nutidens skole. Der var faktisk ikke ret meget han vidste.

"Godt du er gået på pension", mumlede han for sig selv og tøffede ud i køkkenet efter en kop kaffe.