Blog
Den enes død er den andens brød
En flok glade studenter fylder stadig mere som undervisere i den danske folkeskole. I modsætning til mange lærere har disse studenter kun lidt faglig samvittighed.
"Hvordan er det du går rundt?" spurgte Carsten. "Du ligner nærmest en zombie."
"Jeg prøver blot på at overleve under de nye vilkår", svarede Johannes.
Carsten så sig omkring på lærerværelset. Det var pyntet med appelsiner, hyacinter og lys. Helt hyggeligt.
"Her er også helt vildt mange syge", sagde Carsten. "Gad vide om det er en god forretning at sætte os til at arbejde mere, hvis det ender med at vi bliver syge. Og har børnene fået mere undervisning? Altså af deres lærere?"
"Det tror jeg ikke de har, samlet set", sagde Johannes.
"Gamle sure mænd!" kom det fra Solveig som var vikar for Diana. "Det lyder snart som om intet fungerer. Men det går jo fint, what's the problem?"
Diana var endnu ikke vendt tilbage efter sit chokerende møde med stress. Solveig, som var student fra i sommer, var gået frisk til biddet. Hun var meget populær blandt de store elever, og hun havde Diana materialer og årsplaner at arbejde ud fra. Diana var en meget omhyggelig lærer, som det var relativt nemt for Solveig at banke en undervisning sammen. Ikke at undervisning interesserede hende som sådan. Hun skulle tjene nogle penge, så hun kunne komme ud at rejse, men det gode ved jobbet var at hun blev så populær hos eleverne. Solveig talte til eleverne i deres eget sprog. Måske fik eleverne lov til at skøjte hen over opgaverne. Til gengæld brugte Solveig meget tid på at tale om sig selv og sine oplevelser med f.eks. druk og sex. Derhjemme sagde de fleste elever at den nye vikar var ung og helt fin, så alle var tilfredse.
"Nu skal jeg sige hvad der pisser mig af", sagde Carsten.
"Hov, hov, sproget!" indskød en ældre dansklærer.
"Vi kan jo se at mange bliver syge af reformen eller arbejdstiden. Men regeringen vil kun bryste sig af den fine reform. Eventuelle problemer sender de alle mulige andre steder hen. Til kommunerne og til lærerne."
"Regeringen løber fra ansvaret", sagde Cecilie. "Men det har vi jo talt om mange gange, at det ville blive resultatet. Og nu skal de til også at smadre gymnasierne."
"Vi må passe på at vi ikke klynker", sagde Leif.. "Skal vi ikke bare sige at børnenes læring, som det hedder for tiden, er så god som den kan blive?"
Johannes jokkede ud til endnu en time som var halvdårligt forberedt. I sin fritid var han i sit nostalgiske hjørne. Han var ved at genlæse U90....