Førerbunkeren

Julie havde det strålende i sit job. Hun havde næsten hver dag følelsen af et slå til, at lykkes. Mange børn gav udtryk for at de kunne lide hende, og for en ung kvinde som hende betød den slags meget. Hun havde dog heller ikke synderligt besvær med at skabe ro i timerne. Hun havde det sjovt og godt med kollegerne, især Gorm, Karla, Diana. Nå, ja, og så selvfølgelig Johannes. Julie havde fortalt Gorm at hun spillede lidt på guitar.

"Som sendt fra himlen!" udbrød han. "Vi er nogle stykker som er ved at starte et skoleband. Vi mangler lige en dulle som dig."

"Jeg spiller altså ikke særlig godt", sagde Julie.

"Nej, men det er lige meget. Vi har brug for en med dit udseende", sagde Gorm frækt.

Det var den type humor, som kunne være imellem dem. Enten syntes man den var forfærdelig, eller også fik den en til at slappe af. Julie elskede den bramfrie omgangstone og forstod at give igen.

"Er de andre i bandet lige så gamle som dig, for så får vi da et problem med vores image?", sagde hun og strøg forbi Gorm på vej til time.

Julie var naturligvis træt, når hun hen på eftermiddagen kom hjem, men hun skulle ikke tænke meget på næste dag, før der før der kom nogle gode ideer. Hun følte sig i stigende grad modig og kunne mærke at hendes selvtillid dag for dag blev stærkere. Julie havde tidligere i andre sammenænge været bekymret og fuld af tvivl, så hun nød de nye følelser. Når hun lagde sig til at sove, glædede hun sig nærmest til næste arbejdsdag.

--

I førerbunkeren var stemningen lidt anderledes. Ib og Claus, inspektør og pædagogisk leder, ledelsesteamet, holdt møde.

"Hvordan går det?" spurgte Ib. Han havde været til mange møder i Skoleafdelingen.

"Udmærket", svarede Claus hvis sprog altid var funderet i positive vendinger. "Lidt flere syge end normalt, men vi går heldigvis imod lysere tider. Hende den nye undervisningsminister tegner da godt."

"Ja, ja, det er sikkert fint nok", svarede Ib. "Hvis bare hun kunne skrotte noget af alt det som binder os. Jeg er nærmest en administrator, ikke en inspektør med råderum."

"Vi bestemmer da selv hvor vi skal spare", mente Claus.

"Tænk hvis lærerne igen kunne inspirere hinanden pædagogisk, uden at skulle være bundet op på alle de mål. Claus, jeg tror at jeg er ved at miste troen lidt på reformen. Der er det med læringsmål og den anstrengte bevægelse som skal bløde op på en skoledag der bare er for lang."

"Det kan jo ikke nytte noget", sagde Claus. "Så længe skoleafdelingen kræver det, er vi nødt til at være positive. Mange af lærerne er allerede godt inde i Meebook."

"Men er det blodfattigt for en lærer at skulle bruge så mange timer foran en skærm? Jeg mener, jeg siger til min søn at han ikke skal spille så meget.Hvis den almindelige lærer skal til at generere tonsvis af data for at kunne lave en elevplan, så kommer han til at sidde foran skærmen efter at sønnen er gået i seng." 

"Vi er begge nye, Ib. Lad os nu give det en chance. Fornuften sejrer altid til sidst. Der sker rigtig gode ting her. Julie, hun stråler som en sol. I går ringede en forælder og sgde at Julie er en gevinst for skolen. Hende har vi to ansat."

"Yeah", sukkede Ib