Janus amok!

Det var i tidens ånd besluttet at lukke specialklassen på Frydenlundsskolen og inkludere de 4 børn i normalklasserne. Beslutningen blev fulgt til dørs med en del ja-snak: Alle burde forstå at det var langt det bedste for specialbørnene at være i en normalklasse.Det var også godt for normalklassebørnene. De ville lære at verden er mangfoldig.At specialklassebørnene gik i en specialklasse fordi de ikke havde det godt i normalklassen, blev forbigået i tavshed.Specialklasselærerne skulle naturligvis med ud i klasserne for at facilitere inklusionen. Det var ikke tænkt som en spareøvelse, i hvert fald ikke på kort sigt. De "normale" børn ville jo også profitere af at der kom en ekstra lærer i klassen.

Diana havde modtaget Janus i sin femte klasse. Janus kæmpede med en AD/HD - problematik. Efter et kaotisk indskolingsforløb var han for to år siden startet i 3. klasse i specialklassen, og siden havde han fået det bedre. Specialklassens klare og konsekvente struktur samt det nære samvær med specialuddannede lærere havde givet Janus den ro og forudsigelighed, han havde brug for. På det seneste var han begyndt at lege med et par drenge fra sin gamle klasse.

Et oplagt emne til inklusion.

Diana havde været positiv i starten, og hun var gået til opgaven med sit sædvanlige store engagement. Lone fra speialklassen skulle være med i 9 timer: 3 i dansk,2 i matematik, 2 i idræt og 2 i sløjd, de sidste 4 timer af skematekniske grunde. Sløjd og idræt var nok de fag hvor Janus havde mindst brug for støtte.

Diana forberedte sig mere end vanligt til sine dansktimer. Alligevel gik timerne dårligere. Diana prøvede at åbne verden op for eleverne med varierede og spændende opgaver, men Janus reagerede destruktivt. Han havde brug for overskuelighed og gentagne mønstre. Stort set kunne man sige at han befandt sig bedst i undervisningssituationer som de andre elever syntes var småkedelige. Omvendt havde Janus svært ved at være i situationer som de andre børn fandt spændende.

Et godt eksempel var et nyligt afholdt tivoli for kommunens 4.-6. klasser. Man kunne gå rundt til de forskellige boder og aktiviteter som klasserne selv havde fundet på og stod for.

Selvom Lone havde været med hele dagen, var der konflikt overalt hvor Janus var: Han blærede sig overdrevent, når kunderne besøgte Frydenlundsskolens attraktion, han speedtalkede hele dagen, og han ville bestemme alle ting. For Lone og Diana var denne adfærd udtryk for at Janus følte sig overmatchet af situationen. Både Lone og Diana brugte meget tid på at rede konflikter ud. Alligevel kunne Janus trække tårer i klassekammeraternes øjne med sin grænseoverskridende opførsel. Det endte med at Lone måtte ringe efter Janus' mor, så hun kunne hente ham. Da Lone ringede, gik Janus nærmest amok, og flere voksne måtte hjælpe med at holde ham.

Dette skoleår havde været hårdt. De længere skoledage havde været gift for Janus som altid var kraftigt udfordret af timer over middag. Som Diana så det, var de på trods af ypperlige intentioner i færd med at ødelægge et barn som ellers var ved at finde ro, forudsigelighed og harmoni i specialklassen. Nu talte man om at give Janus et specielt skema hvor han havde fri kl. 12. Diana støttede det forslag for Janus' skyld. Og for de andre børns skyld. Og for sin egen skyld...