Jeg kan ikke nå det!

Sådan havde det lydt mange gange allerede i dette skoleår igennem et stadigt mere øde lærerværelse.

Skoleåret var ellers startet som det plejer med sommerens bedste vejr. Der var en god energi blandt lærerne. De fleste glædede sig til at være sammen med børnene igen. Fra årets start blev der arrangeret ture idet fri med indlagte poster og teambuildingopgaver. Børnene lod til at nyde hinandens selskab efter en lang sommerferie.

Hverdagen meldte sig dog snart.For mange af sidste års modeord havde overlevet sommeren, så den stod på Meebook, synlig læring, læringsmålstyret undervisning once again. Og selvom lærerne havde fået en opmuntende hilsen fra undervisningsministeren, skoleledernes formand og formanden for DLF som sagde "I skal i fællesskab sætte den pædagogiske debat på jeres skole", så var kommunen jo arbejdsgiver, og kommunen havde nye tiltag som ikke fejlede noget, bortset fra at de tappede energi fra kerneydelsen..

De gamle lærere forstod ikke hvorfor deres måder at tænke undervisning på ikke lænere duede, mens de unge halsede rundt og forsøgte at beskrive deres undervisning i målbare enheder.

Johannes funderede: Når flere og flere lever af beskæftige sig med undervisning uden dog at undervise selv, så kan deres tiltag føre til at fremtidens lærere langsomt fjernes fra undervisning til fordel for planlægning, opstilling af læringsmål,evaluering, registrering og dokumentation. Selve undervisningen bliver måske varetaget af assistenter med kort uddannelse.

Hvilken af de 2 grupper kan man reducere i sparetider?

"Du ser sørme ud som om du tænker?" smilede Diana. "Har du helt glemt at vi skal have time sammen i 8.a? Du lovede at planlægge den?"

"Jeg ved godt hvad vi skal lave", svarede Johannes.

"Fint", svarede Diana syrligt. "Jeg kunne bare ikke finde noget hverken på drev, Meebook eller Classroom. Hvor har du lagt det?"

"Det kan jeg ikke lige huske. Jeg tror nok jeg sendte dig en mail. Eller også var det på Intra."

Nu blev de to lærere afbrudt i deres samarbejde. Det var Heidi, den altid glade børnehaveklasseleder.

"I skal lige høre en sjov historie. Jeg har jo fået ham Albert som jeg har mit hyr med. I dag sprang han pludselig ud af vinduet. Jeg løb naturligvis ud og fik fat i ham. Jeg fortalte ham at det måtte man ikke her og spurgte om han måske gjorde den slags derhjemme?"

"Nej", svarede han.

"Der kan du se."

"Vi bor på 4. sal", sagde han så.

Diana og Johannes smilede.

"Kom nu, Diana", sagde Johannes. "Nu går vi ned til 8.a, og så gør du bare hvad jeg siger."

"Jeg er din kollega, ikke din elev", vrissede Diana.

"Du er min kanondygtige kollega, og du skal nok få lejlighed til at vise det."

Diana gav op, gav Johannes en venligt skub i siden. Sammen fulgtes de ad imod nye udfordringer.