Blog
Juhu, målene blev annuleret
Der diskuteres på Frydenlundsskolen, hvad forligskredsens aftale betyder.
"Juhu, målene er annuleret!" lød det fra Carsten igennem lærerværelset. "Jeg tror, hende Mette ender med at blive en god undervisningsminister. Det her ser i hvert fald fornuftigt ud."
"Der er stadig over tusind mål tilbage", sagde Erling og studerede roligt sin madpakke. "Så dette tiltag gør målfesten mindre absurd, men det er stadig absurd."
"Det er altså godt for os unge at have nogle mål at styre efter", sagde Julie. "Det er jo ikke alle, der har været lærer i hundrede år og kender alle fag forfra og bagfra."
"Men det er en illusion at tro at man kan styre så mange mål som vi har", sagde Johannes. "Bare at finde ud af hvornår et mål er nået kan være ganske indviklet. Jeg nåede aldrig at blive god til at målstyre min undervisning, og nu er det jo så heller ikke et must mere, kan jeg forstå."
"Du kan da ikke bare have din undervisning til at svære frit rundt i rummet", sagde Julie, lettere forarget. "Du er da nødt til at have nogle læringsmål."
"Er jeg?" spurgte Johannes. "Der findes jo stadig vidensområder som angiver undervisningens emner. Men for mig er det ikke altid let at se om eleverne lærer noget fra uge til uge. Det er måske nemmere i matematik, men i engelsk er det svært."
Laura blandede sig: "Med reformen kom der så mange ord, som jeg ikke forstår. Hvad bilder man sig egentlig ind at overøse os der underviser med ord som ikke giver mening. Er din undervisning evidensbseret, Erling?"
"Det tror jeg ikke", svarede Erling og tog endnu en mellemmad. "Hvad er det helt præcist det betyder? Jeg er jo musiklærer, det gælder vist ikke for mig."
"Er det ikke noget med ham der Hattie, "Know thy impact"?" spurgte Karla.
"Altså at man skal gøre det der virker?"
"Nå, men så gør jeg det alligevel", sagde Erling tørt."Det ville da også være fjollet andet."
"For lige at komme tilbage til vores undervisningsminister så er jeg faktisk sikker på at hun bliver god", sagde Johannes. "Hun forsøger at afbøde de værste elementer i reformen. Hun kan jo ikke droppe den, det er ligesom med Skat, fejlen er sket.Men jeg synes hun viser den gode vilje."
"Foreingen er glad for aftalen", sagde Mette som TR, "det er ved at være længe siden at foreningen har været glad for noget politisk initiativ."
"Jeg er også glad", grinede Carsten."Mine venner på Old Boys holdet har længe drillet mig, fordi jeg ikke scorer så mange mål for holdet, samtidig med at jeg er den store målmager med flere tusinde mål i skolen. Det synes at det er helt utroligt at jeg når til træning."