Blog

Kan du styre ungerne?

Johannes tænker langt, langt tilbage. Så langt at han næsten ikke kan huske hvordan det var.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hans Eriks historier

Jeg har siden 2011 blogget om livet på en fiktiv dansk folkeskole, både om de mindre, dagligdags små udfordringer, men også når kraftige vinde blæser ind over lærerne. Hvad tænker lærerne på, hvad taler de om og hvordan kæmper de med deres job?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frydenlundsskolen havde ansat en ny, mandlig lærer, og den kvindelige del af personalet, som udgjorde 80% af staben, var tæt på at flyde over af (moderlig) velvilje og begejstring. Anton tog det hele med ophøjet ro. Efter en måneds arbejde var han i stand til at melde ud at eleverne, i hvert fald de 130 han havde, var "søde og rare", at skolens hverdag gav ham "lyst og mod til at fortsætte", at kollegerne, også de mandlige, var "meget hjælpsomme". Anton havde 35 km til arbejde, men det var "ikke noget problem."

Johannes var Antons mentor, og Johannes glad og varm om hjertet over at opleve så ung en lærer med stort overskud.

"Bare det kan vare ved", tænkte Johannes ved sig selv. Han lod tankerne drive tilbage til den gang han selv havde været en ung lærer fyldt med gåpåmod. Kunne han overhovedet huske noget fra den tid?

Jo, da, det var i starten af 80'erne. Ungdomsoprøret var slut, John Lennon var skudt, og i Danmrk var der sløje tider økonomisk. Johannes' ældre kolleger havde alle fået tilbudt faste job lige efter seminariet, men det gode tider var væk. For Johannes' kuld som begyndte karrieren i 80'erne, var det i stillinger som tilkaldevikar, løs vikar, årsvikar, timelærer og fast vikar. Fast ansat blev man først efter nogle år. Johannes var 3 år om at blive tjenestemand, et begreb som også forsvandt i det årti. De 3 første år var hårde nok, og ydermere optjente man ikke pension. Det var Johannes fløjtende ligeglad med dengang. Nu kunne han godt have brugt 3 pensionsår mere. 

Hvad med Anton? Den dreng var garanteret fuldstændig kold over for pensionsregler. Johannes ville overveje at fortælle Anton om pension.

Men måske var det en dårlig ide.

Johannes glædede sig over at se hvor ubekymret Anton arbejdede med f.eks. årsplaner. Hvor det var muligt, lånte Anton gamle årsplaner fra gode kolleger og lod sig inspirere ganske kraftigt.

Da Johannes startede som lærer, var der ingen årsplaner, så vidt han huskede. Der var nogle grundbøger i de forskellige fag. Nå, ja, så var der nogle kommunale læseplaner som skitserede undervisningens indhold. Men meget var overladt til lærerrens evner og fantasi. Det vigtigste var om man kunne "styre ungerne."

Johannes funderede. Hvad med i dag?

-At man er positiv og engageret?

-At man kan lide at undervise (facilitere børns læring)?

-At man kan skabe både humør og respekt?

Nu stod Anton der.

"Johannes, du er så gam- erfaren. Du må vide hvor man betaler for kaffen?"

"Kaffen er gratis her. Men sådan har det ikke altid været. Da jeg startede..."

"Fedt nok", afbrød Anton. "Jeg snupper lige en gårdvagt."

"...skulle vi alle betale 30 kr om måneden til overlærer Fjeldræv som stod for at købe kaffe."

Men Anton var væk.