Limbo

Johannes var i sit docerende hjørne.”Vi befinder os i et limbo, altså ifølge overleveringen og fremmedordbogen et sted mellem himmel og helvede hvor ”retfærdige” fra før Kristus samt udøbte børn måtte opholde sig en tid.”Emnet var den nye skolereform.Lyhne og Sara havde igennem efteråret været til adskillige seminarer og lignende om den nye reform, men det virkede ikke til at de var blevet meget klogere. Der var stadig mange uafklarede forhold, sagde de. Man kunne mærke deres tiltagende frustration. De frygtede et hedt forår(endnu et).”Jeg ved snart ikke”, sagde Karla, en af de nyuddannede, ”det kan vel ikke blive hårdere. Jeg synes at jeg siden sommerferien kun har arbejdet og sovet. Jeg har slet ikke noget fritidsliv.””JEG tror nu godt at det kan blive værre”, sagde Carsten. ”De fleste af os ved godt at børn er svære at undervise over middag. Skulle det blive bedre af at holde dem på skolen endnu længere?””Det er vel meningen at vi skal lave anderledes undervisning, så de ikke bliver så umulige”, sagde Karla.”Hvis vi vidste hvordan man gjorde det, havde vi jo nok gjort det”, sagde Carsten.”Men der skal være bevægelse hver dag”, sagde Gorm, den rastløse idrætslærer. ”Det er bevist at børn har bedst af at bevæge sig.””Ja, og så skal vi have trænere ind fra de lokale klubber”, sagde Carsten. ”Er der nogen af jer der kender lokale sportstrænere som ikke går på arbejde?””Jeppe er pensionist”, sagde Johannes. ”Men han gider ikke træne børn før kl 17. Det skal være frihed til at foretage sig noget med konen. I øvrigt siger han at han er blevet for gammel til at træne nogen som ikke gerne vil.””Ja, man kan spørge om sportstrænerne er parat til at træne børn som ikke er der frivilligt?” spurgte Carsten.”Jeg glæder mig nu til den reform”, sagde Diana. ”Bare det at kunne gøre sig færdig her på skolen, inden man går hjem. Det bliver en lettelse.””Jeg plejer nu at hygge mig med forberedelsen derhjemme”, indskød Johannes. ”Jeg har mit eget lille kontor med lidt god Beatles-musik i baggrunden. Det inspirerer mig og jeg koncentrerer mig godt der. Og så har jeg jo efterhånden en anselig mængde undervisningsmateriale. Skal jeg nu slæbe det med herned? Hvor skal det være?””Plejer du ikke også at sove til middag?” spurgte Louise drillende.”Det kan ske”, svarede Johannes. ”For eftertiden må jeg jo nøjes med et nap, når jeg er støtte i en af dine kedelige timer.””Så, så”, sagde Louise. ”Jeg kan godt lide at være på skolen om eftermiddagen, fordi der så er fred og ro. Hvis Johannes og alle de andre gamle tusser nu skal til at rende rundt imellem benene på os, så får vi jo ikke lavet noget.”Svend som sad i FU, forsøgte at konkretisere: ”Jeg tror at vi kommer til at tænke dagligdagen mere fleksibel. Nogle timer underviser vi som hovedunderviser med det fulde ansvar, andre timer som andenlærer med begrænset ansvar og en tredje klump bliver forberedelse. Men alle kommer nok til at skulle være her fra 8 - 16.””Hvorfor er der ikke rigtig nogen som ved noget?” spurgte Carsten. ”Det er længe siden at det her blev besluttet, og alligevel er der ingen som aner noget konkret endnu. Når man tænker på at det er vores øgede undervisningstid som muliggør reformen, så kunne man måske forvente en smule bedre personalepleje.”

Der blev nikket rundt om bordet. Så ringede det.