Man skulle være noget i det private

  Carsten havde fået ny luft. Efter at have haft problemer med alkohol i forbindelse med sin skilsmisse for et par år siden var han efter behandling og en hård personlig kamp nu kommet ud på den anden side. Sådan føltes det i hvert fald. Han holdt af sine kolleger, og han kunne lide at undervise børnene. Her i starten af det nye skoleår havde han endda opdaget at de væsentlige længere skoledage havde deres egen charme.

  Så var det at han havde fået en ny kæreste. Hun arbejdede lige så længe som han, så det var sådan set fint nok. Men forleden efter sex havde de snakket om hvad hver især tjente. Det viste sig at hun tjente godt og vel det dobbelte af hvad han gjorde. Hun var tekstforfatter på et reklamebureau, men hun var uddannet folkeskolelærer.

"Det er uretfærdigt!" udbrød han og hamrede sin næve ned i dynen. Effekten var skuffende.

"Her vader jeg rundt blandt snotunger med det formål at åbne deres verdener, så de kan blive kloge på sig selv og deres omgivelser og dermed få et godt liv. Men hvad får jeg for besværet? Småpenge i forhold til din løn."

"Så, så", drillede hhn og nappede ham i siden. "Du er da fri til at søge et job som tekstforfatter. Tag chancen, men tag mig først..."

--

Næste eftermiddag spurgte Carsten sine kolleger hvad de mente om deres egen løn set i sammenligning med Carstens nye kærestes hyre.

"Man skulle være noget i det private", sagde Karla. "Så havde man måske råd til at købe sin egen bolig. Selv om boligen mest ville blive brugt til at sove i, som det ser ud lige for tiden."

"Ja, man burde belønne os lidt", sagde Cecilie. "Vi giver alt hvad vi ejer og har hver eneste dag. Alligevel er det som om nogen mener at vi fortjener at skulle arbejde mere uden løn."

"Rolig, bette piger", indskød Erling. "Vores job driver af mening. Desuden er det kreativt og udfordrende..."

"Jo men Erling", afbrød Carsten,"min kæreste tjener mere end os to tilsammen!"

"Penge er ikke alt", smilede Erling,"ellers havde hun aldrig valgt dig."

"Faktisk er højere løn et af foreningens hovedkrav", sagde Mette.

"Jamen, det hjælper ikke noget, når vores modparter er KL og regeringen", sagde Karla. "De bestemmer jo i realiteten vores løn og arbejdstid."

"Ja, i hvert fald så længe der stadig er nogen der vil være lærere", sagde Cecilie,"men mon det bliver ved?"

"Så længe jobbet er kreativt og udfordrende", sagde Erling godmodigt.

"Det bliver det måske heller ikke ved med", mente Carsten. "Vores job bliver stadig mere fyldt med dokumentation, mål, evalueringer, nye mål. Det er som om det er små robotter og ikke hele mennesker, vi arbejder med."

"Inde i Undervisningsministeriet ville de garanteret ønske de kunne klikke hvert barn frem på skærmen og se om alt går efter planen", sagde Mette.

"Det minder om den bog, "1884" eller hvad den hedder", sagde Karla. "Uhyggeligt."

"1984", rettede Erling."Reformen startede præcis 30 år efter."

"Hvad blev der af mit debatemne om lønnen?" spurgte Carsten.

"Utak er verdens løn", sagde Cecilie. "Det ved vi der har prøvet at lægge skema."

"En fattig jomfru sad i løn", sang Karla, og selskabet gik i opløsning.