Blog

Så hellere Rema 1000

Diana, en ildsjæl, siger farvel. Reformen har slukket ilden, og nu truer jobbet sjælen.

Publiceret Senest opdateret

Hans Eriks historier

Jeg har siden 2011 blogget om livet på en fiktiv dansk folkeskole, både om de mindre, dagligdags små udfordringer, men også når kraftige vinde blæser ind over lærerne. Hvad tænker lærerne på, hvad taler de om og hvordan kæmper de med deres job?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det gik som løbeild igennem skolen: Diana havde sagt op. Både elever, kolleger og ledelse var ærgerlige. Diana var en åbenbar gevinst for Frydenlundsskolen. Det havde hun været næsten fra dag 1. Havde meget fine relationer til sine elever og deres forældre. Som mangeårig spejderleder havde hun den naturlige styring af hvad der foregik i klasserummet, og hun var altid fair. Hun var grundig i sit arbejde og skelede sjældent til klokken. De mange timers arbejde havde gjort det svært at få et familieliv til at hænge sammen, men Diana mukkede ikke. Det gjorde hendes mand dog af og til, når det tog overhånd med at bruge aftenerne som forberedelsestid. Han tjente næsten dobbelt så meget som Diana. Alligevel havde han som regel fri om aftenen.

Der blev lavet en lille afskedsseance for Diana en fredag eftermiddag på lærerværelset. Skolen gav vin og kage, og Diana blev begavet. Skolelederen Ib holdt en beklagende tale, og Dianas samarbejdskolleger sagde også nogle pæne ord. Til sidst gjorde Diana noget som hun sjældent gjorde: Rettede fokus på sig selv. Hun rejste sig for at holde tale:

"I ved hvor meget jeg kommer til at savne jer. I ved hvor meget jeg har brændt for dette job. Men jeg må sige: Reformen har taget min arbejdsglæde. Jeg kan ikke se meningen. Nogle af slagordene synes jeg er fornærmende banale: Børn skal blive så kloge som de kan. Børn skal lære at lære. Altså, hvad tror de overordnede egentlig at vi som lærere har bestilt indtil nu? Og hele tanken med at gøre læring synlig kan jeg simpelt hen ikke forstå. Det er nok mit mindset, som det hedder, der er forkert. 

Jeg har besluttet at beholde mit mindset og i stedet forlade mit job her. Så hellere Rema 1000, hvor jeg faktisk skal arbejde et par dage om ugen. Desuden kommer jeg også til at tjene lidt som generalsekretær for spejderne, et job jeg glæder mig til, når det nu ikke kunne være anderledes.

Til dig, Johannes, min gode teammakker, vil jeg understrege at det ikke er på grund af dig, at jeg rejser, ha ha. Jeg har nydt dit samvær og din rolige balance. Du har været en støtte for mig, også i forhold til mine frustrationer om reformen. Dem har du også, ved jeg, men du er trods alt noget tættere på pensionen, end jeg er. Jeg har nydt vores arbejdsfællesskab, og jeg har følt mig respekteret af dig. Alligevel var det ikke nok...

Et harmonisk, meningsfyldt liv, det er hvad jeg går efter. Tak fordi I forlod Meebook og jeres dataindsamling så længe at denne dag blev hyggelig.

Diana satte sig med tårer i øjnene. Pigen som kunne lave varm mad til 10 i en mudderpøl, som kunne alt med rafter og tov, og som altid spredte glæde omkring sig med sin gejst, var færdig i den danske folkeskole.

"Diana er et af de største pædagogiske talenter, jeg har set i min tid", mumlede Johannes til sin sidemand. "Lad ikke andre skoler i Danmark opleve lignende tab. Hun var ikke en lærer med hvid kittel som troede, at hun kunne se igennem børnenes øjne. Hun var en lærer af kød og blod."

Mette nikkede.

"Hørte du hvad frække Orla i 9. sagde, da han hørte om Diana?"

"Hvad sagde han?"

"Fucking shit!"

Powered by Labrador CMS