Solen skinner også på degne

"Åh, hvor er jeg bare glad i dag."

Det var Laura som kom med den overraskende bemærkning. Laura havde været lærer i snart 25 år, og de havde ikke alle været lette. For år tilbage havde hun været hovedmål for en veritabel shit storm. Hun havde i perioder måttet finde sig i at der blev hvisket Lebbe-Laura om hende. Laura var kommet igennem det på samme måde som hun havde gennemlevet en længere sygdomsperiode med oprejst pande. For det meste,da. Laura havde fået sine ar. Men sådan er livet jo, tænkte Laura og kæmpede videre med sin tilværelse.

"Sæt dig ved mig", sagde Johannes. Han så træt ud.

"Giv mig noget af dit gode humør, Laura. Er der sket noget godt?"

"Ja", sagde Laura. "Jeg lever, og jeg kan finde ud af mit job."

"Har du lavet elevplaner?" spurgte Johannes.

"Nej, men jeg starter nok på dem i aften", sagde Laura. "Elevplaner er ikke energien værd, synes jeg. Jeg er bedre til at tale med børnene end jeg er til at skrive om dem. Men pyt, solen skinner også på degne, og i weekenden bliver det varmt."

"Jamen det bliver nok også afgjort på lørdag, om vi skal ud i konflikt", sagde Johannes mørkt. "Det kan blive en sort weekend."

"Skidt, pyt, om 3 måneder er alting glemt, for da har vi sommerferie, og så skal min datter giftes", smilede Laura.

"Ej, det skal jeg også", sagde Julie som havde hørt Laura. Julie satte sig.

"Skal din datter giftes i kirke?"

"Ja, det skal hun. Skal du også det, Julie?"

"Ja", smilede Julie. "Jeg glæder mig helt vildt."

"Har I set det der med at vi næsten ikke må vise nogen film mere i klasserne? Det er noget med copyright", sagde Johannes.

"Så må vi bare lave noget mere bevægelse", sagde Karla og struttede af sundhed. "Hvad så, Julie, skal du så have sådan en "Say yes"- kjole?"

Johannes smilede, men gled ud af samtalen. Hvor var det skønt at have kolleger som bevarede gejsten uanset hvad. Lærere er seje. Det er de nødt til at være.

Solen brød frem.