Stress,stress,stress

 Diana var en vellidt lærer blandt både børn, kolleger og forældre. Hun havde arbejdet flittigt i de 3 år hun havde været ansat på Frydenlundsskolen. Diana var energisk i sin undervisning og omhyggelig i sin forberedelse. Hun havde sat sig ind i og brugte både CL og PUMA, og hun arbejdede med de nyeste digitale læremidler.

Omkring lockouten og vedtagelsen af lærrnes nye arbejdstid havde Diana alvorligt overvejet at søge et andet job. Men det var jo lærer hun gerne ville være, så hun besluttede sig til at give reformen en chance. Gert, hendes mand, bemærkede:

"Du må lære at begrænse dig. Du kan ikke holde til at arbejde mere. Og det er heller ikke altid så fedt for mig at du sjældent har fri."

"Men jeg kan ikke være lærer, hvis jeg ikke er velforberedt", sagde Diana.

"Det er da et held vi ingen børn har har", sagde Gert. "Hvornår er det i øvrigt at vi skal have nogle af dem?"

"Først når jeg har styr på mit job", agde Diana og klappede Gert forsonligt på armen.

"Tror du at du når det inden pensionen?" kom det fra Gert.

"Et par år til, så må jeg have fået indarbejdet så mange rutiner at det kører."

--

Den nye arbejdstid og skolereformen ramte ildsjælene hårdt. Diana var en af dem. Hun skulle undervise væsentlig mere. Samtidig var der mindre tid til forberedelse, og børnene skulle lære mere. Oven i hatten kom nye elevplaner og Nye Fælles Mål. Det lå ikke til Diana at give op, så hun bed tænderne sammen. Gert syntes ikke det var morsomt.

"Du ødelægger dig selv. Du arbejder jo næsten altid. Eller også sover du."

Diana prøvede i en periode kun at forberede sig i det tidsrum hun havde fået tildelt, men undervisningen faldt fra hinanden for hende. Diana begyndte at få hedeture, og hendes selvtillid blev mindre.

En dag skulle hun have 7. kl til engelsk. Klassen var urolig. Diana havde ikke sovet godt de sidste par nætter, og til timen i dag havde hun i afmagt planlagt en del "slaveopgaver". Da hun havde delt opgaverne ud, var der et par rødder som råbte:

"Det lærer vi da ikke noget af det her. Det er kedeligt at have dig. Vi vil hellere have Laura."

Normalt ville Diana have rystet den slags bemærkninger af sig, men i dag var det som om et eller andet gik i stykker inde i hende. Hun skyndte sig op på personaletoilettet hvor hun græd og græd. Det var Sara, viceren, som fandt hende.

Sara fik sendt Diana hjem, og oppe på kontoret mødte hun Ib, den nye inspektør.

"Det kan godt være at du er positiv over for den nye arbejdstidsaftale, Ib, men den er lavet primært for at dykke lærerne, og sådan virker den også. Det er bare de forkerte lærere som ikke kommer op til overfladen igen!"