Hvordan en podcast på små 30 minutter gav mig et helt nyt lys at se naturfag i

Først de vigtige spørgsmål, der nu runger i baghovedet

• Hvordan kan jeg som naturfagslærer i min undervisning en hvilken som helst onsdag i regnvejr bidrage til, at flere forskellige elever - med de mange præferencer og forskelligartede erfaringer, de har med sig i rygsækken - både kan blive set i naturfag og kan se sig selv i naturfag?
• Hvordan kan jeg være med til at bygge bro fra naturfag til alle mulige elever? 
• Hvad ser jeg efter, når jeg kigger efter én, som naturfag er noget for? Én som er dygtig til naturfag - én med talent? På hvilke mangeartede måder kan interesse for naturfag tage sig ud?
• Kort sagt hvordan kan jeg få vidvinkel på mit objektiv fremfor tunnelsyn, når jeg genkender, anerkender, inddrager og bygger videre på det, som elever med mange forskellige erfaringer med og præferencer for naturfag kommer til min undervisning med?

Få er de ikke, spørgsmålene, ej heller lette at svare på. Men min opmærksomhed er vakt, og det må være første skridt på vej mod en naturfagsundervisning for alle. 

Så til opblødningen af skepsis overfor begrebet ‘science-kapital’

Selve ordene ‘science’ og ‘kapital’ har i første omgang ikke den store forklaringsværdi for mig: Hvad menes der i dansk kontekst med ‘science’ - er det alle naturfagene natur/teknologi, biologi, fysik/kemi og geografi, eller er det monstro bredere, så fx matematik er omfattet? Og hvorfor skulle det nu være smart at sige det på engelsk? I mine ører klinger ‘kapital’ af cool cash og frie markedskræfter. 

Ved nærmere bekendtskab efter små 30 minutter i selskab med Henriette Tholstrup Holmegaard fra Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) på Københavns Universitet i en podcast fra Astra, viser science-kapital sig at bygge videre på Bordieus sociale kapital - og falder mig straks mere appetitligt. 

For jeg må indrømme, at jeg på en træt dag kan have vanskeligt ved at tage et begreb ind, der (og nu siger jeg det lidt groft) kan lyde som endnu et hurra-ord, som lærerne forventes at forholde sig til - og som skal “redde naturfagene” og dermed Danmarks fremtid.

Men med Henriette Tholstrup Holmegaards kyndige og behagelige måde at gøre mig klogere på, så fik jeg sådan stof til eftertanke, at jeg tilmed nærmest glæder mig til at se, hvad det ti-årige projekt, Henriette er involveret i kaldet SCOPE, finder frem til. Gruppen bag - som ud over IND, rummer VIVE, Københavns Profesionshøjskole, VIA UC og Astra - skal nemlig via projektet identificere de parametre, som kan sætte spot på børn og unges science-kapital i en dansk kontekst og bl.a. hjælpe lærere med at udvikle opmærksomhed på det ‘science’, børn og unge møder, har med sig og lader sig farve af i mødet med. Ja, og så skal SCOPE kunne måle og følge udviklingen af danske børn og unges science-kapital, men det er jeg nu ikke nær så optaget af, som jeg er af, hvordan lærere i deres praksis til daglig kan være med til at gøre naturfag til noget, som mange, ja endog alle elever kan blive set i og kan se sig selv i. Og dermed bidrage til den dannelse, vores skolesystem er optaget og stolt af.

Måske et perspektiv, der giver en forandring i min undervisning og tilgang til naturfag?

“Det science, vi vælger ud, har betydning for, hvem der kan se sig selv i det” - nogenlunde sådan formuleres det i podcasten. Det kan lyde indlysende, men for mig tror jeg faktisk, det bliver epokegørende. 

Jeg ser det lidt på samme måde som den opmærksomhed, der over det seneste tiår er kommet på kønsbevidst pædagogik og sprogbrug - også i naturfag: Vi taler om videnskabsfolk ikke videnskabsmænd, vi nøjes ikke med “når en pige har sex med en dreng” i seksualundervisningen men også “når man har sex med en partner”. Dén slags. Det har fået mig til at se på tekster i lærebøger med nye - kritiske - briller. 

Samme mekanisme, tror jeg, vil gøre sig gældende nu: Hvilke billeder af personer, der er beskæftiget inden for naturvidenskab og teknologiske fag præsenterer jeg i min undervisning eller de undervisningsforløb, jeg som en del af mit arbejde i Astra udvikler? Hvilke rollemodeller inviterer jeg indenfor i biologitimerne - hvor bredt sammensatte er de henover de tre år, jeg har eleverne? 

Kan jeg pudse brillerne for at se og bygge videre på andet end de oplagte eleverfaringer som “du går jo til spejder, Sofie, måske ved du noget om…” eller “du var jo på science camp sidste år, Egon, hvad hørte du om raketopsendinger?” Måske kan det udvides til “du kører jo mountainbike, Irina, har du lagt mærke til, hvad der sker med skoven i maj…” og “fra dine eftermiddage på rideskolen, Rasmus, har du så lagt mærke til, om der er nogle insekter, der flokkes i hestepærerne?” eller “I er jo flere der gamer, men har I tænkt over, hvordan det går til, at bazookaen skyder, når I trykker på musen?”

Og én ting er min undervisning i biologi. Hvad med kollegernes geografi-, fysik/kemi- og natur/teknologi-undervisning? Hvilke muligheder giver vi, der styrer slagets gang i naturfagene gennem de mange år, eleverne møder naturfag i skolen, for at en divers gruppe af elever bliver set i naturfag, og oplever at de kan se sig selv, fordi naturfag også er noget for sådan nogle som dem?

Det er helt sikkert ikke det mest håndgribelige punkt at sætte på dagsordenen på et fagteammøde. Men det er immervæk en diskussion værd. Jeg vil anbefale enhver naturfagslærer i landet - ja, enhver der udvikler undervisningsmaterialer, tilbyder besøg og ekskursioner, enhver i feltet - at unde sig selv en omgang perspektiv i ørerne med podcasten ‘En introduktion til science-kapital’. Og når man tilmed kan få en testkø på 30 minutter til at flyve af sted, er det ren win-win.

“Er naturfag mon noget for sådan én som mig?”

Jeg tillader mig at slutte både personligt og anekdotisk. For spørgsmålet ovenfor er aldrig ét, jeg havde lejlighed til at stille som barn og ung.

Jeg har oplevet at lade mig påvirke af de implicitte forestillinger, der gængst hersker om, hvad sådan én, som har interesse for naturfag, er for én. At naturfag skulle ende med at være min egen karrierevej lå aldeles ikke i kortene. Jeg er formentlig aldrig blevet set på af nogen lærer som én der nok havde flair for det dér. Tværtimod. Jeg har altid haft et meget anstrengt forhold til matematik for nu at sige det pænt. Og hvad har det med science-kapital at gøre? Jo, pointen er, at jeg har oplevet, at når flair for naturfag kobles tæt med flair for matematik, så vil alle dem, der ikke har hang til matematik nærmest automatisk blive sorteret fra som mulige emner for “du er da vist god til det naturvidenskabelige, er du ikke”-holdninger og påvirkninger fra omgivelserne. Det være sig lærere som familiemedlemmer. 

Jeg anede ikke, jeg kunne finde ud af naturfag, indtil jeg på seminariet havde det dengang obligatoriske integrerede fag ‘naturfag’ og som afslutning lavede et projekt om gødning og gødskning (under den malende titel ‘Der svines!’). Jeg troede ikke, det var noget for sådan én som mig, sproglig student som jeg var. Men min indstilling blev vendt af et spændende projekt og et 10-tal (gammel skala). Biologi blev mit ene linjefag, og dermed blev trædestenene lagt for en livsbane udi naturfagsdidaktik. Dansk er i øvrigt det andet linjefag. Det kan man godt - være både og.

Dette får mig også til at overveje, om en bredere optik på “dem med hang til naturfag” kunne gavne ikke bare elever i grundskole og ungdomsuddannelser men tilmed trække lærerstuderende til naturfagene? Der er givetvis stort potentiale i naturfaglige profillinjer blandt lærerstuderende, men måske er der også en gevinst i at markedsføre naturfagene som undervisningsfag, der fint kan gå i spand med andre fag, og at man således ikke behøver at være gjort af ét særligt (grund)stof for at blive natufagslærer. Måske er det også noget af det, som ophavspersonen bag ‘science-kapital’-begrebet, britiske Louise Archer, mener, som det refereres i artiklen ‘Professor: Gør naturfagene mindre specielle’?

P.S. Om mig selv vil jeg fortælle, at jeg er konsulent i Astra gennem mange år, før det naturfagslærer gennem endnu flere år - og pt. både i Astra og biologilærer på en skole i Københavnsområdet.