Børn med autisme

Blog

100 meter på et ben

Hvis unge skal have lige muligheder, for at tage en afgangsprøve, så skal opgaveformuleringerne være forskellige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kunne vi forestille os en afgangsprøve i 100 meter løb, for en elev med et ben?

Der lugter altid af sure gummesko i gymnastiksalen. En snigende kulde lister sig ind i kroppen, fra det store uopvarmede rum. Gulvet flyder med kabler, stik og ledninger, som fører til et utal af computere og tilsvarende printere. 9.klasse er klar til 3,5 time med folkeskolens afgangsprøve i skriftlig fremstilling.

Felix kan ikke planlægger og strukturere en opgave. Han har autisme og kan ikke se sammenhænge og helheder. Han kan ikke forestille sig, noget andet end det, han konkret kan se. Han hører, ser, lugter og føler stærkere end andre unge.

Felix og Nikoline er venner, de er begge klar til prøven. Nikoline pakker sig godt ind i sin tykke cardigan, finder muslibar og varm te frem, hun organiserer sit bord og er klar. Felix forsøger, at fortrænge den gennemtrængende sure lugt. Det irriterer ham, at han skal have en varm trøje på, når han nu foretrækker T-shirts. Hans fod ruller frem og tilbage på det kabel, der skaffer strøm til hans computer. Han har slik og cola med, men tør ikke spise slikket, tænk hvis det larmer. Han åbner colaen. Lyden af kulsyre der bruser, får de andre til at kigge på ham. Hvorfor gør de det? Tænker han, øv-nu forsvinder kulsyren, skal jeg drikke hele colaen med det samme?

”Skriv er portrætartikel om dine forældres generation” lyder opgaven, som de begge vælger.

Nikoline inspireres af billedet, der følger med opgaven. Hun går straks i gang med at planlægge og strukturere. Hun ser sammenhænge i opgaven. Billedet sætter hendes tanker i gang. Hun tænker på, da mor fortalte, hvordan hun mødte far. Den historie skal med. Hun tænker på de gamle familiefotos, som fortæller noget om udseende og tøjstil. Nikoline er godt i gang, med at skabe en sammenhæng i sin opgave. Hun ser helheden foran sig, og forestiller sig livet, da mor og far var teenagere.

Felix kan ikke skrive om de personer, der er på billedet. Han kender dem ikke. Skal han skrive om sine forældre? Men dem kendte han ikke, da de var unge. Han ved ikke hvad han skal og bliver nervøs. Felix mærker sveden i håndfladerne, og trøjen der kradser. Han får det dårligt. Han har brug for at rejse sig. Han markerer, og får lov til at gå på toilettet. Da han smækker låsen og sætter sig, han falder til ro. Han tager nogle dybe vejrtrækninger, drikker lidt vand, ser på uret. Der er stadig 3 timer tilbage.

Nikoline afleverer sin opgave, pakker sammen, glæder sig over, at kunne aflevere en god opgave og forsvinder ud i den friske maj luft.

Børn med autisme

Jeg er folkeskolelærer og autismerådgiver på Nr. Vedby Skole og Børnehus. Mit udgangspunkt er ydmyghed og respekt overfor mennesker, der tænker og oplever verden på en anden måde end du og jeg. Jeg ønsker at skrive den gode historie, der hvor det lykkes i skolen for børn og unge med autisme. Jeg håber at mine indlæg, ideer og løsningsforslag kan anvendes på andre skoler, således at vi fremadrettet kan skabe en skolegang for børn og unge med autisme, så også de bliver så dygtige som de kan. Mine indlæg tager altid udgangspunkt i virkelige oplevelser fra mit job som lærer.

Felix gik hjem efter en time. Han kom aldrig i gang med opgaven, han følte sig utilstrækkelig og dum. Endnu et nederlag, aldrig mere vil han lade sig overtale, til at deltage i en prøve.

Opgaveformuleringerne i afgangsprøverne er uforståelige for unge med autisme. De skal have hjælp til at planlægge, strukturere og forstå opgaverne.

Uden støtte er afgangsprøven for Felix, som et 100 meter løb på et ben.