Børn med autisme

Blog

Atypical

Vi møder alle et medmenneske med autisme, vi undres og forstår ikke altid hinanden, men viden fremmer forståelsen. Vi kan tilegne os viden på mange niveauer, Atypical er ligetil for alle.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Netflix serien ”Atypical” er en ungdomsserie, hvor hovedpersonen Sam Gardner har autisme. Igennem to sæsoner lærer vi Sam, og hans familie at kende. Vi lærer om autisme, men også hvordan autismen påvirker familien, og præger deres fælles udvikling.

Serien fortæller gennem humor og viden, om livet med autisme i et amerikansk hjem i Connecticut. Sam er en normalt begavet ung mand med autisme. Han bor sammen med sine forældre Elsa og Doug, og storesøsteren Casey. Vi følger Sam i High School, med veninden Paige, på job i elektronikbutikken med vennen Zahid, der altid har et godt råd, i fritiden, med familien i deres hjem, og vi er med til Sams konsultationer hos psykologen Julia.

Sam har en særinteresse for Antarktis og i særdeleshed for pingviner. Han bruger sin særinteresse til at finde ro, når verden omkring ham bliver for uoverskuelig, og han stresses.

Serien viser os ind i søsterens Caseys liv, med en bror der har autisme. En stærk søster, der støtter sin bror og ofte må vige i forhold til hans behov. Vi følger hendes teenageliv med kærester og skoleskift.

Forældrene udfordres, da far og mor takler Sams autisme på forskellig måde. Mor tilsidesætter alt, fordyber sig i autismen, går i fokusgrupper, støtter og hjælper hvor hun kan. Far er mere reserveret, holder sine følelser tæt på kroppen, og har det sværere med at forholde sig til autismen. Vi følger forældrenes frustrationer, sorg, sidespring og kampen for at finde sammen igen. Vi følger deres fælles rejse for at støtte Sam, og fortælle omverdenen om de misforståelser, som mennesker med autisme bliver mødt med.

Atypical er en let forståelig og humoristisk ungdomsserie, der fortæller om autisme. Serien sætter fokus på de vanskeligheder, som unge mennesker med autisme møder, når de som alle andre unge skal finde sig selv og deres plads i samfundet. Sams vej mod selvstændighed er udfordrende og kompliceret, men han overkommer mange forhindringer, fordi han er ærlig, åben, ser detaljen og det enkle i verden. Noget vi alle kan lære af.

Serien kan ses af alle, men den er perfekt, at se sammen med sin teenager. Den er med til at give en forståelse for mennesker, der tænker på en anden måde end os neurotypiske. Ca. 1 % af befolkningen har autisme, i den danske folkeskole er det ca. 6.750 børn og unge.

At lære om autisme og dermed forstå, foregår på mange niveauer. Atypical rammer vores følelser, den får os til at grine, græde og dermed til at tænke og blive klogere.

Børn med autisme

Jeg er folkeskolelærer og autismerådgiver på Nr. Vedby Skole og Børnehus. Mit udgangspunkt er ydmyghed og respekt overfor mennesker, der tænker og oplever verden på en anden måde end du og jeg. Jeg ønsker at skrive den gode historie, der hvor det lykkes i skolen for børn og unge med autisme. Jeg håber at mine indlæg, ideer og løsningsforslag kan anvendes på andre skoler, således at vi fremadrettet kan skabe en skolegang for børn og unge med autisme, så også de bliver så dygtige som de kan. Mine indlæg tager altid udgangspunkt i virkelige oplevelser fra mit job som lærer.