"Autister" - nej tak!

Mennesker er ikke deres diagnose, de er mennesker med en diagnose

Mads elsker at gå i skole, han kommer altid smilende ind i klassen. Søren er ordblind, glemmer ofte at tage sin medicin, han sniger sig ubemærket og stille ind i klassen. Nikolaj bander, råber og har en kort lunte, han buldrer afsted og smækker med døren. Andreas kommer altid for sent, han er super intelligent, diskuterer gerne politik, han er hurtigt inde og sætter sig på sin plads.

Jeg møder drengene hver dag, og ser deres forskellige personligheder. Jeg er deres lærer. De er Mads, Søren, Nikolaj og Andreas, de går i 9.klasse og de har alle autisme. Autismen er et vilkår i deres liv, men de er først og fremmest fire forskellige drenge.

Jeg hører det ofte i den offentlige debat:” Autister”, står der.

Er det dovenskab? Er det sprogligt hurtigere? Er det et modeord? Er det uvidenhed? Eller?

Hvad betyder det for os mennesker, at vi er vores diagnose? "Autister". Vi bliver frataget vores personlighed, og bliver til en gruppebetegnelse. Et menneske uden personlighed er ingenting!

I dag skal alt valideres. Vi skal bevise, at det vi gør, det virker. Forskere, statistikkere, embedsmænd og andre mennesker, der tænker i grupper, de ser ikke det enkelte menneske. De har opfundet massebetegnelserne, så de kan distancere sig, så de kan tænke i tal.

Sproget er vigtigt i forhold måden vi føler, tænker og handler på. Det betyder noget, hvad vi siger. Vi føler, tænker og handler på en nærværende måde, når vi siger: Børn med autisme, unge med autisme, ældre med autisme - mennesker med autisme.

Du og jeg, der arbejder med mennesker hver dag, vi ser det enkelte menneske. Vi skal ikke distancere os. Vi skal vise nærvær. Mennesker betyder noget. Vi skal ikke overtage gruppebetegnelserne, det er uværdigt.

Vi er allesammen først og fremmest mennesker. Lad os bruge sproget, med respekt for hinanden.