Karls mor er sårbar

En tåre bliver diskret tørret væk med trøjeærmet, og med et suk, hviler hun sit tunge hoved op ad hans skulder. Karls mor og stedfar lytter denne mørke novemberaften til et foredrag om autisme, og den sorgproces, som følger, når man får et barn med en diagnose. Med sorgen følger en masse negative følelser, som viser sit værste ansigt frem, når man er presset.

Foredragsholderen fortæller om en bjergvandring, som forældrene begiver sig ud på. Uden forberedelse, uden træning og uden forudsætninger skal de nå toppen af bjerget, kun for at opdage, at bjerget er en bjergkæde af toppe, og en masse dale. En livslang vandring igennem en sorgproces, hvor stress, misundelse, håbløshed, forvirring, frustration, frygt, skam, skyld og isolation er følgesvende i dalene. Men også en vandring hvor kærligheden til et unikt barn, som man elsker, giver en lykkefølelse, når man står på bjergtoppene.

Forældre til et barn med en diagnose har en sårbarhed, som vi der arbejder professionelt på skolerne skal tænke på, når vi kommunikerer med dem.

Følelser er de fornemmelser som vi kan mærke, når vi er sammen med vores medmennesker og som skaber en stemning. Vi kan glædes, græde, hidse os op og sørge sammen med hinanden. I de helt tætte relationer, deler vi følelser. Vi mærker vores børn og føler med dem. Når børnene har det rigtig svært, så har forældrene også en knude i maven. Når børnene har det godt, så har forældrene det også godt. De følelser vil de fleste forældre nikke genkendende til.

Forældre til børn med autisme har de samme følelser, men de har et barn, der har det rigtig svært. De har et barn, som de ved,  at andre mennesker har svært ved at aflæse. De har et barn, der viser følelser på en aparte måde eller i en atypisk kontekst. De har et barn, der har et følelsesregister, der er som en rutsjebanetur, op og ned i et voldsomt tempo, og med kraftige udsving. De er forældre, der ofte har en knude i maven. De er forældre, der er under et følelsesmæssigt stort pres.

Vi skal møde forældrene med en ydmyghed over for den opgave, som de har i livet.

I vores kommunikation med forældrene, skal vi fortælle om de positive oplevelse i skolen. Vi skal fokusere på det der lykkes, og glæde os over de små skridt. Vi har professionelle relationer til eleverne og vores opgave er, at skabe en tryg skoledag, hvor autismepædagogikken viser vej til god undervisning.

Den dag hvor Karls mor bliver gal, taler negativt eller formulerer sig uhensigtsmæssigt på skoleintra, så skal jeg huske, at jeg er professionel. Jeg skal tænke på den novemberaften, hvor hun mødte et menneske, der kunne sætte ord på hendes følelser, og som forstod den sårbarhed, som hun befinder sig i.

Netop den dag, har hun brug for et ekstra smil og en venlig kommentar fra mig.